Udland

Syv personer fundet i massegrav hos religiøs sekt

Ofrene for den religiøse sekt kaldet 'Guds nye lys' blev udsat for tortur under deres fangenskab. De blev blandt andet brændt og slået med macheter.

Syv personer, heriblandt en gravid kvinde og hendes fem børn, er fundet døde i en massegrav i et område af Panama, der kontrolleres af en religiøs sekt.

Det skriver BBC.

Myndighederne i landet mener, at ofrene har været udsat for en form for djævleuddrivelse af en religiøs sekt med navnet 'Guds nye lys'.

Det yngste barn var ifølge Sky News bare et år gammel.

Ti personer anholdt

Episoden fandt sted i regionen Bocas del Toro, der ligger i den nordvestlige del af Panama.

I forbindelse med efterforskningen af sagen blev 15 personer befriet fra den religiøse sekt.

En af de 15 reddede personer ses her blive båret ombord på en redningshelikopter.

Alle de befriede havde tydelige tegn på skader på kroppen, oplyser det lokale politi.

Ti sektmedlemmer er blevet anholdt i sagen. De er alle mistænkt for drab.

Brændt og slået med kniv

Ofrene blev udsat for tortur under deres fangenskab. De blev både brændt og slået med macheter, siger en anklager i sagen.

Ifølge en lokal embedsmand var politiet "chokeret" over, hvad de så, da den religiøse sekt blev opdaget.

- Personerne blev tilbageholdt mod deres vilje og mishandlet. Ritualerne havde til formål at dræbe, hvis de ikke omvendte sig fra deres synder, siger senioranklageren Rafael Baloyes.

Ifølge anklageren blev massegraven opdaget efter tip fra lokalbefolkningen. Den blev fundet cirka 250 kilometer fra hovedstaden, Panama City.

Ofrene for den religiøse sekt blev fløjet til hospitalet.

De 15 befriede personer blev fløjet med helikopter til hospitalet for at blive behandlet.

De anholdte sektmedlemmer vil blive stillet for en dommer i retten denne weekend.