Udland

Ruslands regering træder tilbage - det er 'Putin forever', mener korrespondent

Putin er i gang med en manøvre, der skal sikre ham magt langt ud i fremtiden, siger korrespondent.

Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev, har meddelt, at han og landets regering træder tilbage.

Det sker, efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, onsdag holdt sin årlige tale i parlamentet, hvori han foreslog en folkeafstemning om ændringer i den russiske grundlov.

Medvedev forklarer på stats-tv, side om side med Putin, at regeringen trækker sig for at give plads til Putins varslede planer.

Hvad er det, Putin vil?

Tidligere onsdag foreslog Putin, at der holdes en folkeafstemning om en reformpakke for Ruslands forfatning, som vil styrke parlamentets rolle.

Det vil indebære, at parlamentet kan vælge premierministeren og nøgleministrene, hvilket i dag er forbeholdt præsidenten. Putin kan ifølge forfatningen kun blive siddende som præsident til 2024.

- Det, mange spekulerer i nu, er, om Putin er ved at lave nogle politiske krumspring, der gør det muligt, at han efter 2024 kan fortsætte som en højtstående figur i den russiske magtelite, hvor han kan trække i trådene. Meget tyder på, at han vil gå efter posten som premierminister, siger TV 2s korrespondent i Rusland, Claus Borg Reinholdt.

Medvedev har allerede afleveret sin opsigelse til Putin, som lover, at Medvedev vil få en ny post som viceformand for Ruslands Sikkerhedsråd.

Lyn-analyse

Det her er en form for fremtidssikring fra Putins side. Han vil forsøge at tage højde for, hvad der kommer til at ske efter 2024, hvor Putin ikke længere kan blive siddende som præsident. Hele den overordnede idé med det her træk er, at Putin vil forsøge at skabe ro på den politiske bagsmæk. Han vil undgå, at politiske modstandere positionerer sig og danner alliancer. For russerne kommer det her til at betyde endnu mere Putin. Han vil blive siddende længere på magten, og det er stik imod, hvad mange russere ønsker. Så der er udsigt til "Putin forever" for russerne.

Ny premierminister på plads

Putin peger på chefen for Ruslands skattevæsen, Mikhail Mishustin, som ny premierminister. Parlamentet skal stemme om at godkende ham inden for en uge.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Ifax har præsident Putin bedt regeringen om fortsat at varetage dens opgaver, indtil en ny regering er klar. Putin takkede Medvedev, en tæt allieret, for hans arbejde.

Dimitrij Medvedev var præsident i Rusland fra 2008 til 2012 - en periode, hvor Vladimir Putin var premierminister.

Putin har været ved magten i Rusland i to årtier, og han er den russiske eller sovjetiske leder, som har regeret længst siden Josef Stalin.

Putin takker Medvedev, en tæt allieret, for hans arbejde. Video: David Buch