Udland

Politiet dropper liste med mulige gerningsmænd i sag om bortført milliardærfrue

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra sit hjem 31. oktober 2018. Handout / Ritzau Scanpix

Tæt på 400 er blevet afhørt, og den opsigtsvækkende sag har indtil videre kostet norsk politi en merudgift på over 11 millioner danske kroner.

Den norske milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen er ikke blevet set, siden hun forsvandt fra sit hjem 31. oktober 2018.

441 dage senere er norsk politi fortsat på bar bund i sagen, som man betragter som en bortførelsessag, da der har været kommunikation mellem familien og de formodede bortførere.

Tidligt i processen udarbejdede norsk politi en liste med potentielle gerningspersoner, men den er ikke længere aktuel og er nu blevet forkastet, fortæller politiinspektør Tommy Brøske til det norske medie Dagbladet.

Han siger, at det er normal procedure at udarbejde lister med mulige gerningspersoner tidligt i sager som denne for at få et overblik over mulige skyldige.

Han understreger, at det ikke er en dramatisk ændring i sagen, der har ført til, at man ikke længere arbejder ud fra listen.

Efterforskning har kostet millioner

Kvindens mystiske forsvinden har afstedkommet en massiv efterforskning i Norge. Ifølge Dagbladet har mere end 100 efterforskere været inde over sagen. Et antal, der i dag er reduceret til en tredjedel.

Politiinspektør Tommy Brøske har samtidig givet Dagbladet indsigt i ressourcer, der er brugt, siden Tom Hagen sidst så sin kone.

  • 350-400 personer er blevet afhørt. Nogle af dem mere end én gang.
  • Over 6000 timers videomateriale er blevet indhentet i sagen, og der hentes stadig mere. Desuden er der blevet indhentet et ukendt antal billeder.
  • Fra 31. oktober 2018 til slutningen af 2019 medførte efterforskningen en merudgift for det lokale politi på 15 millioner norske kroner. Det svarer til lidt over 11 millioner danske kroner.
  • Hertil kommer den løn, som de fastansatte, som alligevel ville have været på arbejde i perioden, har brugt på sagen.

Formoder at hun er død

Sagen om den forsvundne milliardærfrue har skabt overskrifter både i Norge og uden for landets grænser.

I sommeren 2019 ændrede norsk politi sin arbejdstese. Formodningen var nu, at et brev med krav om løsepenge er falsk, og politiet anså det som "meget usandsynligt", at Anne-Elisabeth Hagen fortsat var i live.

- Vi ved ikke, om hun er blevet dræbt med det samme, eller om hun er død, fordi noget under bortførelsen er gået galt, lød det dengang fra Tommy Brøske, der samtidig fastslog, at der ikke er noget bevis for hendes død.

Foretog analyser kort før jul

Lige før jul var efterforskere igen på arbejde ved parrets hjem i Fjellhamar i Lørenskog for at lave lydanalyser. Politiet ønsker ikke at uddybe, hvad der kom ud af de seneste analyser.

Politiet har tidligere bekræftet, at der både er blevet fremsat trusler og krav om løsepenge i form af kryptovaluta.

I efterforskningen har politiet blandt andet haft fokus på personer, som er blevet optaget på overvågningsvideoer ved Tom Hagens arbejdsplads på dagen, hvor hans kone forsvandt.

Både Interpol og Europol har bistået norsk politi i efterforskningen.

Man har også haft dykkere ude på søen Langvannet i Lørenskog, der grænser op til Hagen-familiens bolig, men hidtil har det ikke ført til et gennembrud i sagen.