Udland

Guider trodser ulmende vulkan - vender tilbage for at redde dyrene

For guiderne er hestene en vigtig indtægtskilde og bruges blandt andet til at transportere turister op og ned ad vulkanen.

Vulkanen Taal på Filippinerne ulmer stadig.

Det rumlende krater har sendt et tykt lag af aske over landskabet på øen Luzon, og flere end 80.000 personer er indtil nu flygtet fra vulkanen, der kan gå i udbrud når som helst.

Alligevel trodser frivillige og nogle af øens guider regeringens anbefaling om at blive væk. De tager turen den anden vej – for at redde heste og andre dyr, skriver CNN.

Frivillige er vendt tilbage for at redde dyrene, der er blevet efterladt på øen.

En vigtig indtægtskilde

Hestene er en vigtig indtægtskilde for guiderne, der under normale omstændigheder bruger dem til at transportere turister op og ned ad vulkanen.

Men ligesom resten af øens beboere måtte guiderne forlade stedet i en fart søndag, da vulkanen pludselig begyndte at røre på sig.

Det efterlod dyrene alene på øen indtil tirsdag, hvor "redningsholdet" vendte tilbage efter dem.

En kalv og en større ko bliver læsset af en båd efter at være blevet reddet og transporteret tilbage til Balete town syd for Manila.

- Hvis vi lader hestene dø, vil det være os, der taber i sidste ende, lyder det ifølge Ritzau fra hesteejer Pejay Magpantay.

Det lykkedes ham at redde 11 af sin families 14 heste.

På Twitter har en bruger også delt en video af en filippinsk mand, der bliver genforenet med sin hest indhyldet i aske.

- Du er i live. Du må ikke miste håbet, lyder det grådkvalt på videoen.

En farlig mission

Billeder viser både heste, køer og fugle dækket af aske, der bliver fragtet fra stedet i både af guider og frivillige.

Men det var en dristig mission, redningsmændene tirsdag begav sig ud på. Ifølge lektor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, Paul Martin Holm, er det nemlig meget farligt at opholde sig i området omkring vulkanen.

Dog har fareniveauet endnu ikke nået sit højeste.

- Det, der er langt farligere, er, hvis støvsøjlen ikke kan bære sig selv, fordi den er fyldt med materialer, og at den derfor styrter sammen og skaber en glødende lavine. Det er frygteligt farligt og totalt dræbende, siger geologen.

Ikke alle dyr var heldige nok at blive reddet fra øen. Her er en carabao-ko omkommet, mens vulkanen ulmer videre.

Kan udløse tsunami

Myndigheder i Filippinerne har beordret en "total evakuering" af alle byer tæt på vulkanen Taal, der ligger omkring 70 kilometer fra hovedstaden Manila.

Det anslås, at omkring 450.000 mennesker nær Taal bor i farezonen.

Taals krater ligger midt i en sø, og derfor er myndighederne bange for, at et udbrud kan udløse en tsunami.

Fareniveauet er onsdag vurderet til at være fire ud af fem af de filippinske myndigheder. Det betyder, at der kan komme et større udbrud inden for kort tid, skriver CNN.

Vulkanen Taal spyr lava og forårsager enorme mængder røg i Filippinerne.