Han var levende begravet i fem døgn, men blev reddet af tre mirakler

For ti år siden blev Haiti ramt af et jordskælv, der dræbte over 200.000 mennesker. Danske Jens Tranum Kristensen kunne nemt have været én af de døde.

Stilheden var total, og det gjorde ingen forskel, om øjnene var åbne eller lukkede.

Jeg råbte som en afsindig. Og de hørte ingenting

Jens Tranum Kristensen, levende begravet

Venstre skulder gjorde ondt, og mens manden i mørket følte på sine omgivelser, forsøgte han at lade være med at gå i panik.

Der var cirka fem centimeters afstand fra skulder til væg og det samme fra mandens næse til loftet i det cirka halvanden meter lange hulrum, han lå krøllet sammen i.

- Det her er ikke så godt, tænkte manden for sig selv og gav sig til at spekulere over, hvornår han mon ville dø af iltmangel.

Få øjeblikke tidligere havde manden siddet og taget noter ved sit skrivebord på tredje sal i FN's hovedkvarter i Haiti.

Et hulrum på størrelse med en ligkiste

Nu lå han på ryggen i et hulrum, der var på størrelse med en ligkiste, ti meter under det sted, hvor kontoret engang havde været.

Mandens navn er Jens Tranum Kristensen, og det er nu ti år siden, han blev levende begravet i ruinerne efter et af de alvorligste jordskælv i nyere tid.

Jens Tranum Kristensen i 2010.
Jens Tranum Kristensen i 2010. Foto: Ritzau Scanpix

TV 2 har mødt ham for at høre, hvordan et menneske bliver påvirket af at være levende begravet i fem døgn.

Jens Tranum Kristensen vidste ikke, hvordan han var kommet til at ligge på ryggen, men han var klar over, at pladen over hans næse engang havde været hans skrivebord.

Jordskælvet, der ramte Haiti 12. januar 2010 klokken 16.53, målte 7,0 på Richterskalaen, og Jens Tranum Kristensen troede først, at der kørte en tung lastbil rundt nede på gaden. Så kom han i tanke om, at bygningen lå på en sidevej, og i det samme vidste han, at det her var et jordskælv.

Den erfarne FN-medarbejder havde før oplevet jordskælv i Tyrkiet og Ecuador, og han vidste, at han var nødt til at handle hurtigt, hvis han ville forbedre sine chancer for at slippe uskadt fra det.

Han var alene på kontoret, fordi han arbejdede sent, så Jens Tranum Kristensen behøvede kun at tænke på sig selv.

I et splitsekund overvejede han sine muligheder.

Kunne han nå ud af bygningen?

Skulle han løbe over til døråbningen og stille sig der, så han ikke fik nedfaldne betonstykker i hovedet?

Men der var ikke tid.

Det der med at blive langsomt klemt ihjel, det er ikke så rart

Jens Tranum Kristensen

I stedet skød Jens Tranum Kristensen sin stol lidt tilbage og dykkede ned under skrivebordet.

- Jeg havde slet ikke nogen forventninger om, at hele bygningen ville kollapse, og det ville være så stort et jordskælv, siger han til TV 2.

Kastet ned i kælderen

Der gik kun et par sekunder, fra han havde hørt den første rumlen, til det store jordskælv skete.

Et overvågningskamera et andet sted i Port-au-Prince fangede øjeblikket - bemærk, hvordan bygningen i baggrunden styrter sammen.

FN's hovedkvarter i Port-au-Prince, hvor Jens Tranum Kristensen arbejdede, var et gammelt hotel på seks etagers højde, hvor værelserne var blevet indrettet til kontorer.

Da væggene kollapsede, besvimede Jens Tranum Kristensen, og derfor opdagede han ikke, at hele bygningen styrtede i grus, og at han selv faldt mere end ti meter.

Hans skrivebord befandt sig derfor på den øverste af bygningens to kælderetager, da han vågnede igen, men Jens Tranum Kristensen troede stadig, at han lå indespærret på tredje sal, og det var med til at holde modet oppe på ham.

Resterne af FN's bygning. Jens Tranum Kristensens kontor lå til højre i billedet på niveau med øverste etage i ruinen.
Resterne af FN's bygning. Jens Tranum Kristensens kontor lå til højre i billedet på niveau med øverste etage i ruinen. Foto: TV 2

Risikoen for at dø af iltmangel var nemlig ikke så stor, hvis han lå højt oppe i ruinhoben.

- Da jeg stadig trak vejret efter et par timer, så kunne jeg rationalisere, at det her er en betonbygning, der er styrtet sammen, og der kommer luft ind imellem alle de her murbrokker, siger Jens Tranum Kristensen.

Han prøvede desperat at komme fri ved at skubbe på bordpladen med alle sine kræfter.

- Det kunne ikke lade sig gøre. Men det er jo også ret ligegyldigt, om der er 20 ton eller 200 ton murbrokker ovenpå, eller to ton for den sags skyld. Det ville jeg ikke kunne gøre noget ved, siger han.

Han begyndte at få klaustrofobi i mørket og prøvede at lade være med at gå i panik.

Så kom efterskælvene.

Hver gang jorden rystede, var der risiko for, at det lille hulrum under skrivebordet ville blive mindre.

- Jeg tænkte: "Her har jeg overlevet jordskælvet, og så bliver jeg knust af eftervirkningerne". Det ville ikke være så behageligt, slet ikke hvis det gør ondt. Hvis det ville gå hurtigt, så ville det være overstået, men det der med at blive langsomt klemt ihjel, det er ikke så rart, siger Jens Tranum Kristensen.

Men skrivebordet holdt.

Der er masser af vores hverdagsproblemer som i bund og grund ikke betyder særlig meget

Jens Tranum Kristensen

I stedet begyndte en ny ting at drive Jens Tranum Kristensen til vanvid.

Tiden.

Et mirakel i mørket

Han kunne ikke længere holde styr på, hvor lang tid der var gået, fordi han af og til døsede hen.

- Det er en fantastisk måde til at få folk ud af flippen på - som tortur - man behøver slet ikke være voldelig, man skal bare fratage folk enhver fornemmelse af tid og sted, så sker der noget med hjernen, siger Jens Tranum Kristensen.

- Hele den der tidsfornemmelse, som er forsvundet, det er nok noget at det værste, som jeg har oplevet nogensinde. Derfor ved jeg heller ikke, hvor lang tid der gik, inden jeg begyndte at høre stemmer eller tegn på liv omkring mig, men på et eller andet tidspunkt begyndte der at komme nogle lyde, skramlen og nogle maskiner, fortæller han.

square to 16x9
En gravemaskine i Port-au-Prince efter katastrofen. Foto: Ho / Scanpix Denmark

Fra sit mørke hulrum begyndte Jens Tranum Kristensen at råbe så højt, han kunne, og han gav sig til at banke med en sten på skrivebordets metalstel.

- Jeg bankede som en gal, og jeg råbte som en afsindig. Og de hørte ingenting. Der var ikke nogen, som hørte noget som helst, siger Jens Tranum Kristensen.

Men så skete der et mirakel.

Jeg havde metafysiske tanker om, hvad sker der, når man dør

Jens Tranum Kristensen

Jens Tranum Kristensens hænder gik på opdagelse i det lille hulrum omkring ham, og pludselig fik han en kendt form mellem fingrene.

Hans lille Alcatel mobiltelefon. Og da han trykkede på en af knapperne, kom der lys i displayet.

Den gamle telefon kunne holde strøm på batteriet i dagevis, og pludselig kunne Jens Tranum Kristensen se, hvad klokken var.

Jens Tranum Kristensens telefon.
Jens Tranum Kristensens telefon. Foto: TV 2

Men hver gang han aktiverede den, brugte den strøm, og der var ikke mobildækning - endnu.

Hulrummet gemte på flere overraskelser.

Telefonen ringer

Bogreolen i Jens Tranum Kristensens kontor var væltet over mod skrivebordet, da bygningen styrtede sammen, og nogle af tingene derfra var havnet i hulrummet.

Papirer, plastikposer og et glas med frysetørret kaffe var nogle af de skatte, Jens Tranum Kristensen samlede sammen i mørket.

Han hældte kaffen over i en konvolut og brugte glasset til at opsamle sin egen urin, så han kunne drikke den, hvis han blev desperat nok.

Dør man bare, eller sker der et eller andet med kroppen?

Jens Tranum Kristensen

Papirerne lagde han under sin ryg, hvor et elektrikerrør stak op fra murbrokkerne og generede ham.

Og så opdagede han pludselig et svagt lysskær i hulen.

Den ene arm blev sendt på opdagelse i retning af lyset, og pludselig fandt Jens Tranum Kristensen ud af, at der var luft ovenover skrivebordet.

Hans computer stod stadig på bordet, og ledningerne var stadig tilsluttet.

square to 16x9
Ødelæggelser i Port-au-Prince set fra luften. Foto: Ho / Scanpix Denmark

Computeren havde overlevet jordskælvet, og der var stadig strøm på batteriet.

Der var ikke plads nok til at slå skærmen helt op, men nok til at det var muligt at skrive et afskedsbrev. Det var Jens Tranum Kristensen dog ikke klar til endnu.

I stedet brugte han computeren som hovedpude sammen med sine sko.

Af og til var der lyde udenfor, og hver gang forsøgte Jens Tranum Kristensen at lave så megen larm som muligt, men det hjalp ikke, og timerne gik.

Så ringede telefonen.

Døden rykker nærmere

En pigestemme i den anden ende talte kreolsk, og Jens Tranum Kristensen kunne ikke forstå hende.

Pludselig blev forbindelsen afbrudt - mobilnetværket var stadig meget ustabilt.

Men pigen ringede igen.

Ødelæggelser i Port-au-Prince.
Ødelæggelser i Port-au-Prince. Foto: Logan Abassi / Scanpix Denmark

Jens Tranum Kristensen forsøgte at forklare, hvor han var, men uden held.

Da samtalen var slut, forsøgte han selv at foretage et opkald, men det lykkedes ikke at få forbindelse.

Efter cirka 72 timer løb telefonen tør for strøm.

72 timer er også grænsen for, hvor længe et menneske normalt kan klare sig uden vand.

Det vidste Jens Tranum Kristensen godt.

- Hvis du ikke har noget væske i løbet af 72 timer, jamen så sætter leveren eller nyrene ud, og så kan de indre organer ikke rense blodet, og så får du forgiftninger og dør, siger han.

Han tænkte på døden.

square to 16x9
Præsidentpaladset i Port-au-Prince Foto: Logan Abassi / Scanpix Denmark

- Jeg havde metafysiske tanker om, hvad sker der, når man dør. Det hvide lys og alt det her halløj, som man kan forestille sig omkring Jesus og Moses og amerikanske Hollywood-film. Hvordan opleves det, og hvad sker der? Og så er der selvfølgelig også, hvad der rent fysisk sker, når man dør: Altså dør man bare, eller sker der et eller andet med kroppen. Gør det ondt, eller gør det ikke ondt?

Men døden lod vente på sig.

Lys i mørket

De 72 timer blev til 96 timer, og glasset med urin begyndte at virke mere tillokkende, men Jens Tranum Kristensen drak det ikke.

- Jeg var begyndt at blive svagere og svagere. Rent fysiologisk havde jeg det stadig okay, jeg kunne stadig synke spyt og tisse, men jeg blev svagere, jeg kunne godt mærke det, siger Jens Tranum Kristensen.

Så skete der endnu et lille mirakel.

Katedralen i Port-au-Prince styrtede i grus under jordskælvet. Den ses i baggrunden.
Katedralen i Port-au-Prince styrtede i grus under jordskælvet. Den ses i baggrunden. Foto: Olivier Laban-mattei / Scanpix Denmark

Hænderne gik endnu en gang på opdagelse i hulrummet, og denne gang fandt de en glat overflade, der hverken var beton eller metal.

Det var en A4-mappe.

Jens Tranum Kristensen rykkede i mappen, og pludselig strømmede sollyset ind til ham.

Nu kunne han igen holde regnskab med tiden.

Havde jeg vidst, at de ville sætte gravkøer på, havde jeg nok været lidt mere panisk

Jens Tranum Kristensen

Han følte ikke længere sult, men håbet om at blive fundet i live begyndte at svinde.

Derfor åbnede Jens Tranum Kristensen sin bærbare computer og skrev en afskedshilsen og et brev til sine forældre på den.

- Hvis de nu fandt computeren og åbnede den, så ville mine forældre i hvert fald få en sidste hilsen, siger han.

Redningsarbejdere ved FN-bygningen, hvor Jens Tranum Kristensen lå begravet.
Redningsarbejdere ved FN-bygningen, hvor Jens Tranum Kristensen lå begravet. Foto: Nicholas Kamm / Scanpix Denmark

Det var ikke kun hos Jens Tranum Kristensen, at håbet svandt ind. Hans far hjemme i Danmark fortalte efterfølgende til TV 2, at han havde opgivet at se sin søn i live.

Gravkoens klo

Hos redningsmandskabet i Port-au-Prince svandt håbet om at finde flere overlevende også.

Derfor begyndte de at rydde ruinerne med store entreprenørmaskiner.

- Havde jeg vidst, at jeg lå i kælderen, og at de ville sætte gravkøer på, så havde jeg nok været lidt mere panisk. Så det var måske meget godt, at jeg troede, jeg lå på tredje sal, siger Jens Tranum Kristensen.

Endnu et mirakel reddede Jens Tranum Kristensen fra gravkoens klo.

square to 16x9
En entreprenørmaskine på arbejde efter jordskælvet. Foto: Roberto Schmidt / Scanpix Denmark

Maskinen, der skulle grave ud, hvor han lå, fik et olielæk, lige før den kom til den begravede dansker.

Den defekte olieslange betød et ophold i arbejdet, og mens gravemaskinen holdt stille, kunne der høres en svag banken på overfladen.

En sikkerhedsvagt hørte Jens Tranum Kristensens lyde fra ruinerne.

- Han bankede tilbage to til tre gange, og så bankede jeg tilbage tre gange, og så fire gange, og så begyndte han at råbe. Så begyndte jeg at råbe, og på den måde fik vi etableret kontakt, siger Jens Tranum Kristensen.

Reddet

Han blev fundet klokken 07.30 om morgenen, men han lå så dybt, at redningsmandskabet først var nede ved ham om eftermiddagen.

Det første livstegn, han så, var en pind, der blev stukket ind til ham.

Så kom der en flaske sukkervand.

- Den smagte godt, husker Jens Tranum Kristensen.

Klokken 15.30 blev han båret ud efter 119 timer som levende begravet.

- De tog mig op i et redningstelt, som lå overfor bygningen. Egentlig havde jeg ikke lyst til at være der. Egentlig ville jeg bare have lov til at rejse mig op og gå min vej, fordi jeg havde det meget godt. Lidt tørstig, lidt ondt i ryggen, men ellers egentlig meget godt, siger Jens Tranum Kristensen.

Men han fik ikke lov til at gå.

- Der var en, der sagde: "Lig nu stille, og lad os gøre vores job". "Nå okay, så gør jeg det", siger Jens Tranum Kristensen.

Tilbage på job

Efter to dage på hospitalet var han tilbage på arbejde igen, og han brugte de næste uger på at bidrage til nødhjælpsarbejdet.

Herunder kan du se ham hilse på kollegerne.

Og Jens Tranum Kristensen er fortsat med at rejse rundt i verden for FN.

I dag er han udsendt til Mali.

Han har en kæreste, men ingen børn.

Jens Tranum Kristensen fortæller, at oplevelsen har ændret ham mentalt.

- Jeg har en lidt større forståelse, lidt større tålmodighed måske. Måske lidt færre bekymringer. Selvfølgelig har jeg bekymringer som alle andre, men måske med en lidt større refleksion om, hvilke bekymringer der betyder noget, og hvilke der ikke betyder noget.

- Der er masser af vores hverdagsproblemer, som i bund og grund ikke betyder særlig meget. Hvis man lidt filosofisk tænker over det, og siger, at de problemer, du samler op i løbet af dagen, hvis du skal tænke over, hvor mange af dem der er et problem næste morgen, så er der rigtig mange af dem, der ikke betyder så forfærdelig meget næste dag.

Gud

Han er også blevet mere religiøs.

square to 16x9
Katedralen i Port-au-Prince. Foto: Kena Betancur / Scanpix Denmark

- Jeg er som de fleste danskere sådan en, der ikke nødvendigvis praktiserer hver søndag, men det har styrket min tro og mit forhold til min Gud, tror jeg også. Mange af de ting, som skete, de skete på så, ja, mirakuløs vis, og det kan man måske godt forklare ud fra forskellige naturbundne begivenheder, men det kan også bare være, at det er forbundet med noget udover det. Det er jo ikke til at vide, siger Jens Tranum Kristensen.

Herunder kan du se ham foran murbrokkerne, hvor han kæmpede for sit liv.

Billederne er taget cirka en uge efter han blev reddet ud.

Cirka 200.000 mennesker mistede ifølge myndighederne i Haiti livet ved katastrofen.

Det præcise tal kendes ikke, men mange af dem blev levende begravet ligesom Jens Tranum Kristensen.

square to 16x9
Mindehøjtidelighed nær Port-au-Prince den 1. februar 2010. Foto: Roberto Schmidt / Scanpix Denmark