Udland

Britisk ambassadør anholdt i Teheran

Udenrigsminister Dominic Raab har reageret i stærke vendinger på tilbageholdelsen af en britisk diplomat i Iran. Toby Melville / Ritzau Scanpix

Udenrigsminister Dominic Raab kalder handlingen fra de iranske myndigheder "en åbenlys krænkelse".

Der var tale om tilsidesættelse af diplomatisk immunitet og international lov, da Storbritanniens ambassadør i Iran kortvarigt blev anholdt lørdag.

Det siger udenrigsminister Dominic Raab i en udtalelse.

- Der er tale om en åbenlys krænkelse af folkeretten, siger han om anholdelsen i Teheran af Rob Macaire, som blev løsladt efter flere timer i myndighedernes varetægt.

Skulle have ansporet til demonstrationer

Årsagen til anholdelsen var ifølge det iranske nyhedsbureau Tasnim, at Rob Macaire skulle have ansporet til protestaktioner mod styret i Teheran.

Det benægter den britiske diplomat pure i et tweet udsendt søndag formiddag.

- Jeg deltog i en højtidelighed til ære for ofrene for flynedskydningen, hvoraf nogle (fire, red.) var britiske. Det er helt normalt og jeg gik efter fem minutter, da folk begyndte at råbe, skriver Rob Macaire, som efter eget udsagn var tilbageholdt af iransk politi i en halv time.

Studerende råbte "løgnere"

Lørdagen igennem var der demonstrationer i Irans hovedstad, da det stod klart, at iransk militær stod bag nedskydningen af et ukrainsk passagerfly med 176 ombordværende.

En journalist fra nyhedsbureauet AFP fortæller, at flere hundrede studerende havde samlet sig tidligt om aftenen for at vise deres respekt for de dræbte ved flystyrtet.

Senere udviklede demonstrationen sig med adresse til de ansvarlige iranske politikere, som udadtil i dagevis benægtede enhver meddelagtighed i tragedien.

De studerende foran Amir Kabir universitet råbte "løgnere" og krævede, at de ansvarlige for nedskydningen med ayatollah Ali Khamenei i spidsen, træder tilbage og straffes for igennem flere dage bevidst at dække over det fulde hændelsesforløb.

Iran står ved en skillevej

Ifølge Dominic Raab er anholdelsen af den britiske ambassadør i Teheran en optrapning af det spændte forhold mellem Iran og de vestlige lande.

- Iran er ved en skillevej lige nu. Landet kan fortsætte deres march mod en status som udstødt af det internationale samfund med den både politiske og økonomiske isolation, der følger med. Eller man kan tage skridt mod at deeskalere spændingerne og engagere sig i at finde ven diplomatisk vej fremad, siger Raab i en erklæring.