Udland

Iransk militærleder: - Ville ønske, jeg var død, da jeg hørte om nedskydningen

Flystyrtet kostede 176 mennesker livet. Iran har taget det fulde ansvar.

En af de øverste ledere af Irans Revolutionsgarde Amirali Hajizadeh - lederen af styrkens luftstyrke - siger, at han ønskede, at han var død, da han hørte om nedskydningen af det ukrainske passagerfly ved en fejl.

Det skriver Reuters.

Samtidig påtager Irans Revolutionsgarde sig det fulde ansvar for nedskydningen af passagerflyet i Iran, siger Amirali Hajizadeh.

Overfor Reuters siger han også, at han onsdag - samme dag som passagerflyet blev skudt ned - oplyste de iranske myndigheder om nedskydningen af det ukrainske passagerfly.

- En menneskelig fejl

Det ukrainske passagerfly, der onsdag styrtede ned i Iran, "blev skudt ned utilsigtet som følge af en menneskelig fejl".

Det erkender landets militær ifølge iransk stats-tv, skriver nyhedsbureauet AP.

176 mennesker omkom i flystyrtet.

Iransk militær oplyser på tv lørdag morgen, at det ukrainske fly var fløjet tæt på et "følsomt, militært område" tilhørende Irans Revolutionsgarde, da det ved en fejl blev skudt ned.

Ukraine International Airlines’ chef siger dog til nyhedsbureauerne, at man ikke modtog oplysninger om, at det skulle være forbundet med trusler at flyve, og at de iranske myndigheder burde have lukket lufthavnen i Teheran på grund af den manglende sikkerhed.

En krisetid forårsaget af USA

Militæret lover, at de ansvarlige vil blive stillet til ansvar ved en militærdomstol.

Den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, skriver på Twitter, at katastrofen skete som følge af en "krisetid forårsaget af amerikansk dristighed" med henvisning til drabet på den iranske general Qassem Soleimani.

- Vores dybe beklagelse, undskyldning og medfølelse til vores folk, til ofrenes familier og til andre berørte lande, hedder det videre.

Også Irans præsident, Hassan Rouhani, udtrykker medfølelse med de efterladte.

- Mine tanker og bønner går til alle de sørgende familier, skriver han på Twitter.

Hassan Rouhani kalder nedskydningen en "stor tragedie" og en "utilgivelig fejltagelse".