Udland

Svensk dødstal stiger - 17 personer fra Sverige døde i flystyrt

- Mine tanker er med de pårørende, siger den svenske udenrigsminister, Ann Linde.

Ifølge den svenske udenrigsminister, Ann Linde, var 17 personer fra Sverige ombord på det fly, der styrtede i Iran natten til onsdag.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Indtil nu har det heddet, at mindst ti svenskere var ombord på flyet.

Udenrigsminister kræver hurtig efterforskning

Men ifølge Aftonbladet har det svenske udenrigsministerium nu bekræftet, at i alt 17 personer fra Sverige døde i flystyrtet.

- De var alle nogens barn, klassekammerat, ven eller kollega. Mine tanker er hos de pårørende. Vi kræver, at hændelsen efterforskes hurtigt, upartisk og transparent. Sverige er parat til at bistå med det arbejde, skriver den svenske udenrigsminister, Ann Linde, på Twitter.

Blandt de omkomne svenskere var en familie på fire personer bosat i Österåker nord for Stockholm, to mænd i 20-års alderen fra Jönköping-området og en 18-årig mand fra Orust, skriver Aftonbladet.

Alle 176 personer om bord på det ukrainske fly, der styrtede i Iran tæt på lufthavnen i Teheran kort efter klokken seks onsdag morgen iransk tid, omkom.