Udland

Iran benægter at have skudt ukrainsk fly ned

Både den britiske og den canadiske premierminister har påstået, at Iran skød flyet ned.

Det var ikke et missil, der var skyld i det ukrainske flystyrt onsdag morgen.

Sådan lyder det fra iranske myndigheder på et pressemøde fredag formiddag.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Samtidig beder Iran USA og Canada om at frigive data, der kan bevise påstanden om, at det var et missil, som skød flyet ned.

Den øverste leder for luftfarten i Iran, Ali Abedzadeh, siger ifølge AFP, at han er "sikker på", at flyet ikke blev ramt af et missil.

I går sagde han:

- Videnskabeligt er det umuligt, at et missil har ramt det ukrainske fly, og sådan nogle rygter er ulogiske.

Vestlige ledere: Flystyrtet skal undersøges

I et døgn har det ellers lydt fra vestlig side, at det var et iransk missil, som skød det ukrainske fly ned. Blandt andet den canadiske premierminister, Justin Trudeau.

- Det kan meget vel have været et uheld, men det gør det bare endnu mere nødvendigt at få fastslået, hvad der er sket, sagde Trudeau på et pressemøde torsdag aften.

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, kræver fuld åbenhed i undersøgelsen om flystyrtet.

Det skriver han i en mail til det svenske nyhedsbureau TT.

Löfven oplyser, at han torsdag var i kontakt med Justin Trudeau, og de blev enige om, at alle berørte lande bør være med i efterforskningen.

Også den britiske premierminister, Boris Johnson, sagde torsdag, at alt tyder på, at det var et iransk missil, der ramte passagerflyet.

Boeing og berørte lande inviteres

I første omgang havde iranerne nægtet at lade flyets producent, Boeing, eller de amerikanske myndigheder undersøge styrtet eller de sorte bokse.

Men Iran har nu alligevel offentligt inviteret flyproducenten til at være en del af efterforskningen.

Om bord på flyet var 82 iranere, 63 canadiere, 11 ukrainere, 10 svenskere, 4 afghanere, 4 tyskere og 3 briter. De omkom alle i flystyrtet, der skete tæt på Irans hovedstad, Teheran.

Den iranske regering sagde også torsdag, at man er parat til at invitere eksperter fra alle de berørte lande til Iran for at efterforske flystyrtet.

- Alle de lande, hvis statsborgere var om bord på flyet, kan sende repræsentanter, og vi opfordrer Boeing til at sende repræsentanter og tilslutte sig undersøgelserne af den sorte boks, sagde en talsmand for den iranske regering, Ali Rabiei, i en erklæring torsdag.