Udland

Iraks premierminister vil have aftale for amerikansk tilbagetrækning

Den seneste uge har der været stærkt divergerende meldinger om de amerikanske troppers tilstedeværelse i Irak. Mohamed El-shahed / Ritzau Scanpix

Ifølge den irakiske premierminister åbner udenrigsminister Mike Pompeo nu for at trække 5000 tropper ud af landet.

Står det til Irak, er de amerikanske tropper i landet snart fortid.

Det siger Iraks premierminister, Adel Abdul-Mahdi, ifølge Reuters.

Den irakiske leder har anmodet USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, om "at sende en delegation til landet for at bane vejen for parlamentets beslutning om at sende fremmede tropper ud af landet", lyder det.

Erklæringen kommer efter en uge, hvor den amerikanske tilstedeværelse i landet - både i Irak og USA - har været til debat ovenpå droneattentatet mod den iranske general Qassem Soleimani og den irakiske paramilitære kommandør Abu Mahdi al-Muhandis.

USA benægtede alt for fire dage siden efter lækage

For fire dage siden dementerede den amerikanske forsvarsminister, Mark Esper, at der skulle være planer om at trække tropper ud af Irak. Dementiet fulgte et brev, som blev sendt ud ved en fejl, hvoraf det fremgik, at USA var i gang med at trække tropper ud af landet. Men det var altså ikke tilfældet, slog Mark Esper fast.

- Der er ikke taget nogen beslutning om at forlade Irak. Punktum, erklærede Mark Esper.

I brevet, der blev sendt mandag, hedder det, at "koalitionens styrker anmodes om at gøre visse foranstaltninger for at sikre, at bevægelsen ud af Irak sker på en sikker og effektiv måde".

Nu tyder de seneste meldinger altså på, at både Irak og USA alligevel er ved at nærme sig en aftale om amerikansk tilbagetrækning af de 5000 soldater, der befinder sig i landet.

- Premierministeren siger, at amerikanske styrker har fløjet droner i irakisk luftrum uden tilladelse fra myndighederne, og det er en overtrædelse af de bilaterale aftaler, hedder det i erklæringen.

Blev inviteret i 2014

Mike Pompeo har ikke kommenteret den seneste udmelding fra Irak. Men torsdag bekræftede udenrigsministeren på Twitter, at han havde været i kontakt med den irakiske premierminister.

- Vi vil gøre, hvad der kræves for at sikre amerikanske og irakiske interesser, skrev Pompeo.

Amerikanerne blev inviteret til Irak i 2014 for at hjælpe i kampen mod Islamisk Stat - en kamp, der stadig kæmpes.

Samtidig rådgiver og træner amerikanerne de irakiske sikkerhedsstyrker på samme niveau som hovedparten af de danske soldater, der indtil onsdag befandt sig i Irak, inden de blev rykket til Kuwait.