Udland

Her er tegnene på, at passagerfly blev skudt ned

To luftværnsmissiler ser ifølge eksperter ud til at have ramt et passagerfly over Iran. Nu spørger de sig selv, hvad pokker der gik galt.

Det skete pludseligt.

Passagerflyet fra Teheran til Kiev blev med ét forvandlet til en ildkugle og styrtede ned i en park i Iran klokken 06.14 onsdag morgen.

Så meget er sikkert.

Man klør sig i nakken og siger: "Milde Moses, hvordan kunne det ske?"

David Deptula, pensioneret generalløjtnant

Hvorfor 176 mennesker skulle miste livet bliver stadig undersøgt, men i takt med at der kommer flere informationer ud af Iran, ser det i stigende grad ud til, at det ukrainske Boeing 737-fly blev skudt ned.

Både USA og Canada - der havde 63 statsborgere om bord - siger, at de har beviser for, at iranerne affyrede russiske antiluftskytsmissiler mod passagerflyet, men ingen af de to lande har fremlagt konkrete beviser for påstanden.

Ifølge den iranske havarikommissions indledende rapport om styrtet opstod der pludselig en maskinfejl og en brand på flyet, der udviklede sig hurtigt, og så ramte flyet jorden, hvorefter det eksploderede.

Amerikansk overvågning

Landets myndigheder afviste fredag endnu en gang, at flyet blev skudt ned, og beder ifølge nyhedsbureauet AP amerikanerne og canadierne om at fremlægge beviser.

Begge parter kan ikke have ret, og billeder og oplysninger fra flystyrtet ser ud til at efterlade iranerne med et forklaringsproblem.

De iranske myndigheder har offentliggjort en film fra styrtet. Her ser man en ildkugle styrte til jorden.

Ifølge Karsten Marrup, der er chef for center for luftoperationer i Forsvarsakademiet, ser det ud til, at iranerne har skudt flyet ned, selv om det meget vel kan have været et uheld.

Han fortæller, at USA har udstyr, som sandsynligvis har registreret, hvad der skete med flyet.

- Amerikanerne har et rumbaseret overvågningssystem med satellitter, som kigger efter varmeudvikling på jorden. Det er lavet til at se, når man skyder missiler afsted. Og systemet har sagt, at der er to missiler, der er blevet skudt afsted. Amerikanerne har samtidig også satellitter, der overvåger jorden for radarstråling, og de har også konkluderet, at en radar fra et luftværnsmissilsystem er blevet tændt, siger Karsten Marrup til TV 2.

Russiske missiler

Billeder af vragdelene fra passagerflyet tyder også på, at flyet er blevet skudt ned.

- Der er huller i vragdelene, som kommer fra noget udefra, og som så er eksploderet ind i flyet, siger Karsten Marrup.

Desuden har den amerikanske avis New York Times fået fat i en videooptagelse, der ifølge avisen viser, hvordan et missil ramte det ukrainske fly.

Her bliver et fly ramt af missil, formentlig fra Iran. New York Times har fået bekræftet videoens ægthed.

Avisens visuelle undersøger Malachy Browne oplyser i et tweet, at mediet har fået bekræftet videoens ægthed ved at kortlægge den højde, flyet fløj i, samt sted og retning. Og det passer med de eksisterende data for flyets sidste minutter i luften.

I to tweets forklarer Malachy Browne, hvordan man ved at studere satellitfotos har kunnet verificere stedet, hvor videoen er filmet - blandt andet ud fra bygningerne og en betonblander på videoen.

Missilerne, der formentlig blev affyret mod det ukrainske fly, er sandsynligvis af typen SA-15 Gauntlet - også kaldet Tor. De affyres fra et bæltekøretøj og kan ifølge organisationen Federation of American Scientists ramme mål i op til 6000 meters højde.

Det ukrainske fly var kun cirka 2500 meter oppe, da det blev ramt.

Missilsystemet er designet til at skyde krydsermissiler og fjendtlige krigsfly ned. Hvorfor det blev affyret mod et passagerfly er stadig usikkert.

Karsten Marrup fra Forsvarsakademiet bider dog mærke i, at flyet blev skudt ned, kort efter at Iran havde angrebet amerikanske baser i Irak.

- Jeg er sikker på, at det iranske luftforsvar har været helt på stikkerne, fordi man selvfølgelig har været nervøs for en eller anden form for amerikansk gengældelse, siger han.

Missilsystemet under en parade i Teheran i 2009.

Det ukrainske fly var en time forsinket i afgangen fra Teheran, og det kan ifølge Karsten Marrup have været fatalt.

- Det lader til, at en eller anden form for iransk missil-forsvarschef ikke har fået oplysning om, at det fly, der kommer, er et civilfly. Tværtimod har han givetvis kunnet se, at nu er der noget i luften, som man ikke har nogen planer for, og derfor fejlagtigt kunnet tro, at det er et amerikansk fly og vælge at skyde det ned, siger han.

En mulig menneskelig fejl

Der er også en mulighed for, at beslutningen om at skyde blev truffet af en maskine, selv om Karsten Marrup vurderer, at det er usandsynligt.

- Systemet, man mener, der har gjort det, kan faktisk operere på en autonom måde, hvor det skyder selv, men det er der ingen grund til at tro, at det har gjort det, siger han.

- Min vurdering vil helt klart være, at der har siddet et menneske, en soldat, en mere eller mindre veluddannet iraner, som har set, at der er kommet noget flyvende. Han har ikke været i stand til at identificere det som civilt, og han har derfor troet, det var militært og har så valgt at skyde det. Det er helt klart et menneske, der – i min optik – har trykket på en knap og valgt at sende to missiler afsted, siger Karsten Marrup.

Han er ikke den eneste ekspert, der peger på muligheden for en menneskelig fejl.

David Deptula, der er pensioneret generalløjtnant i USA's luftvåben, siger til mediet Defense One, at iranerne ved missilbatteriet må have overtrådt en lang række procedurer, hvis de skød flyet ned ved en fejl.

Han fortæller, at operatøren på et antiluftskytsbatteri typisk forsøger at få mistænkelige fly til at identificere sig, inden man skyder.

Alle kommercielle fly har en transponder, som udsender flyets unikke information - også kendt som en squawk-kode - som missiloperatøren kan tjekke.

- Man behøver ikke at have en radar for at gøre det. Det er et apparat, der udsender information, siger David Deptula til Defense One.

Hvis flyet ikke udsender en squawk-kode, bør missiloperatøren ifølge David Deptula kigge i tidsplanerne for de lokale lufthavne for at sikre sig, at der ikke er passagerfly på vej.

Hvis der ikke er planlagte civile fly, skal operatøren så analysere flyets bevægelsesmønster.

- Kommer flyet ind ved lav højde og med høj hastighed, mens det styrer mod et følsomt operationsområde - eller klatrer det op gennem medium højde med den typiske hastighed for et passagerfly? - og hvor er det på vej hen, siger David Deptula.

Tager operatøren de tre elementer i betragtning, vil han typisk have en god fornemmelse af, hvad det er for et fly, siger den pensionerede generalløjtnant.

Ifølge de tilgængelige data for flyets bane opførte det sig fuldstændig som et almindeligt passagerfly.

- Man klør sig i nakken og siger: "Milde Moses, hvordan kunne det ske?", siger David Deptula.