Udland

Græd i 15 timer, da bedsteveninden aldrig kom hjem: - Det er umuligt, hun kan ikke være på det fly

176 mennesker døde, da et fly fra Teheran til Kiev onsdag styrtede ned efter få minutter i luften.

Sidste gang, Carina Antonyan så sin bedste veninde, var dagen før juleferien. 15-årige Paria skulle med sine forældre på ferie til Iran, og dernedefra sendte hun Snapchat-beskeder hjem til veninderne fra Råsundaskolan i Solna nord for Stockholm.

Det så ud, som om hun havde det godt dernede, tænkte Carina Antonyan.

Planen var, at Paria og familien skulle flyve hjem onsdag, så hun kunne genforenes med veninderne i skolen torsdag.

Men hun kom aldrig hjem.

Hun var altid glad

Det var stadig tidlig morgen, da Flight PS752 lettede fra Imam Khomeini-lufthavnen i Teheran med kurs mod Kiev i Ukraine.

Efter tre minutter i luften stoppede den med at sende signal, og der styrtede det ned. Hvorfor det skete er stadig et mysterium, men vestlige ledere siger, det var et iransk jord til luft-missil, som skød det ned, mens myndighederne i Iran benægter.

Hjemme i Sverige opdagede Carina Antonyan, at noget var galt. Hun havde ikke hørt fra Paria, men til gengæld så hun, at et fly var styrtet ned i Iran.

- Og så så jeg, at min veninde var på passagerlisten. Det er umuligt. Hun kan ikke være på det fly, fortæller Carina Antonyan.

Efterfølgende græd hun i 15 timer, og den følgende nat sov hun ikke.

- Paria var glad. Hun var altid glad, siger hun.

Børnefamilier ombord

En familie fra Åkersberga nord for Stockholm var også med på Flight PS752.

Faren, en 40-årig forretningsmand, moren på 37, der arbejdede på et plejehjem, og deres to drenge på syv og ni år havde været på ferie i Iran og var på vej hjem, skriver Expressen. De skulle mellemlande i Kiev, men så langt nåede de som bekendt ikke.

I fællesrummet på det plejehjem, moren arbejdede på, har man efter flystyrtet indrammet et mindeord med billeder, blomster og lys.

- Alle sad omkring mig, bag ved mig, og jeg måtte vende mig om og fortælle det her. Det var... Det var meget hårdt, siger Veronique Annink, der er leder på plejehjemmet.

- Hun var dygtig. Glad. Hendes ansigt strålede altid som solen.

På samme fly var også en anden familie. Forældreparret 38-årige Hiva Molani og 30-årige Evin Arsalani og deres et år gamle datter Kurdia.

Til australske National Post fortæller en ven af familien, at han ringede til Hiva Molani dagen inden flystyrtet for at høre, hvornår de ville komme hjem igen.

"Snart", havde familiefaren svaret.

De nygifte

Ombord på flyet var også den 26-årige Arash Pourzarabi og 25-årige Pouneh Gorji. De to datalogistuderende fra University of Alberta i den canadiske by Edmonton var taget til Iran for at blive gift, skriver CNN. Foran venner og familie sagde de 1. januar ja til hinanden. En uge senere steg de på Flight PS 752 i Imam Khomeini-lufthavnen i Teheran.

Det gjorde de sammen med fire af deres bryllupsgæster og 24 andre iransk-canadiere fra Edmonton. University of Alberta havde ti elever og lærere på passagerlisten.

- Vi sørger over mistede kolleger, klassekammerater, lærere og mentorer lige såvel som deres kære, familie, venner og værelseskammerater, sagde universitets rektor, David H. Turpin, i en erklæring.

Det sidste tweet

Mojtaba Abbasnezhad var også med ombord. Han var Ph.d.-studerende i elektroteknik på University of Toronto og iransk statsborger, har hans gode ven fortalt CBC.

Få minutter inden flyet lettede, skrev Abbasnezhad sit sidste tweet.

- Jeg forudser, at krigen begynder lige før min flyvning, skrev han efterfulgt af en grine-emoji. Han fortsatte:

- Tilgiv mig for mine gode og dårlige gerninger.

Tweetet er skrevet på persisk, men flere medier – blandt andet Evening Standard – har gengivet en oversat version.

Alle 176 personer ombord på det ukrainske fly omkom.