Udland

Det forsinkede fly blev en dødsfælde - passager frygtede for sit liv før start

Det passagerfly, som styrtede ned i Iran i onsdags, eksploderede uden at sende nødsignaler. Men 20 minutter før afgang ringede en kvinde hjem.

Der var bekymring hos passagererne, allerede inden flyet lettede.

Jeg sagde til hende, at hun ikke skulle bekymre sig

Hassan Shadkhoo, pårørende

Maskinen fra Ukraine International Airlines var fyldt med passagerer på vej ud af Iran - et land, der pludselig var på randen af krig med USA.

En af passagererne, Sheyda Shadkhoo, ringede til sin mand, efter hun havde sat sig til rette i de blå flysæder.

Det hvide og blå Boeing 737-800 stod på asfalten i Imam Khomeini-lufthavnen i Teheran noget længere, end den skulle, og derfor kunne Sheyda Shadkhoo nå at ringe hjem til Canada.

- Jeg talte med hende i 20 minutter, før flyet lettede, siger Hassan Shadkhoo til den canadiske tv-station CBC.

Sheyda Shadkhoo havde været på ferie hos sin familie i Iran, og hun var bekymret for, at der ville udbryde krig mellem USA og Iran efter amerikanernes mord på den iranske general Qassem Soleimani.

- Hun ville have mig til at forsikre hende om, at der ikke blev krig. Jeg sagde til hende, at hun ikke skulle bekymre sig, og at der ikke ville ske noget, siger Hassan Shadkhoo.

- Hun sagde: "OK, nu siger de, jeg skal slukke min telefon. Farvel", husker han.

Det var sidste gang, Hassan Shadkhoo talte med sin hustru.

Det styrtede Boeing 737-800 fra Ukraine International AIrlines fotograferet i maj sidste år.

To minutters flyvetid

Ifølge canadisk tv var Sheyda Shadkhoo blot én blandt flere bekymrede passagerer. De havde også god grund til bekymring, for bare få timer før de satte sig ind i flyveren, havde iranske missiler slået ned i to amerikanske militærbaser i Irak, og hos det iranske militær var man formentlig i højeste alarmberedskab på grund af risikoen for amerikansk gengældelse.

Ukraine International Airlines Flight PS752 lettede fra Khomeini-lufthavnen med kurs mod Kiev klokken 6.12 onsdag morgen lokal tid.

Lufthavnen i Teheran er slet ikke nem

Udtalelse fra Ukraine International Airlines

Flyet var næsten en time forsinket i afgangen, og det var kun lige lettet, da en katastrofal hændelse indtraf.

Data fra Fligthradar24, som registrerede flyets rute, viser, at maskinen holdt op med at angive sin position efter to minutter i luften.

Flyet var steget 2400 meter op og havde nået en hastighed på cirka 500 kilometer i timen, da det pludselig ændrede kurs og dykkede mod jorden.

Maskinen ramte jorden nær en fodboldbane og en kanal uden for byen Parand cirka 30 kilometer nordvest for lufthavnen.

Flyet nåede kun at være på vingerne i få minutter, før det pludselig ændrede kurs og styrtede ned.
Iransk tv bragte billeder af ild på nedstyrtningsstedet onsdag morgen.

Flyets brændstoftanke var fyldt med jetfuel til en tur på 2300 kilometer, og det hele eksploderede, da de ramte jorden.

De ni besætningsmedlemmer og 167 passagerer var dræbt på stedet.

Sheyda Shadkhoo, der havde ringet til sin mand, lige inden flyet lettede, var ikke den eneste udlænding om bord.

På passagerlisten var der 63 canadiske statsborgere, 11 ukrainere, 17 svenskere, fire afghanere, tre tyskere og tre briter.

Blandt dem en familie på fire, en mor med sine døtre og et nygift par, oplyser den canadiske tv-station CTV.

En barnesko blandt vragresterne.

Ifølge Ukraine International Airlines, UIA, var flyets kaptajn, Volodimir Gaponenko, en erfaren pilot med 11.600 timer bag sig i et cockpit på en Boeing 737. Han var ledsaget af en lige så erfaren flyveinstruktør og en andenpilot med lidt mindre erfaring.

- Lufthavnen i Teheran er slet ikke nem. Derfor har vi i UIA i årevis brugt denne lufthavn til at træne vores piloter, hedder det i en udtalelse fra selskabet.

- Ud fra vores oplysninger steg flyet helt op til 2400 meter. Ud fra besætningens erfaring er sandsynligheden for fejl minimal. Vi tænker ikke engang på det som en mulighed, skriver selskabet.

Ildkuglen

Kort efter styrtet offentliggjorde det iranske nyhedsbureau ISNA en video, der menes at vise passagerflyet styrte mod jorden som en ildkugle.

Da flyet rammer jorden, ses et lysglimt fra eksplosionen.

Chefen for Irans redningsberedskab, Pirhossein Koulivand, kunne efterfølgende oplyse til nyhedsbureauet Reuters, at flammerne var så kraftige, at de 22 ambulancer, fire redningsbusser og en helikopter ikke var i stand til at redde nogen.

Solen stod op cirka en time efter styrtet, og da havde iranerne allerede opgivet håbet om at finde nogen i live.

Efter ilden døde ud, åbenbarede der sig en makaber scene for redningsmandskabet, for vragrester og ligdele blev spredt ud over et stort område cirka ti kilometer fra lufthavnen.

Vragdelene var spredt ud over et stort område.

Der var kun mindre dele af flyet tilbage efter eksplosionen.

Redningsmandskab samler ligposer.

Allerede torsdag var de iranske myndigheder klar med en foreløbig havarirapport.

Ifølge rapporten opstod der et teknisk problem i maskinen, kort efter flyet var lettet, og iranerne opfangede aldrig nogen nødsignaler fra maskinen.

- Ifølge vidner (folk på jorden såvel som besætningen på passagerfly højere oppe, der observerede hændelsen), opstod der en brand på flyet, som tog til. Dernæst ramte flyet jorden og eksploderede. Flyets spor på nedstyrtningstedet tyder på, at det først var på vej mod vest for at komme ud af lufthavnszonen, men at det så drejede til højre på grund af et teknisk problem og satte kurs tilbage mod lufthavnen, hedder det i rapporten.

Lørdag morgen dansk tid ændrede iranerne dog forklaring og erkendte, at flyet blev skudt ned på grund af en menneskelig fejl.

Frygten på Instagram

Amerikanske og canadiske kilder havde allerede afsløret, at flyet sandsynligvis blev skudt ned af to iranske antiluftskytsmissiler - muligvis ved en fejl, fordi det ukrainske fly var forsinket i afgangen, og fordi iranerne var i alarmberedskab efter deres missilangreb på de amerikanske baser i Irak.

Her bliver et fly ramt af missil, formentlig fra Iran. New York Times har fået bekræftet videoens ægthed.

Videobilleder fra Iran, som den amerikanske avis New York Times har fået fat i, viser, hvordan en ildkugle rammer det ukrainske fly.

Ifølge avisen har det været muligt at fastslå, præcis hvor videoen blev optaget, og det stemmer overens med det sted, hvor flyet styrtede.

Boksene efter flystyrtet i Iran er fundet. Video: Peter Møller

- Hun vidste det

Hassan Shadkoo fortæller til canadisk tv, at han tror, hustruen vidste, at flyet ville styrte ned, og at hun lagde en selfie og et kryptisk digt op på Instagram, lige inden hun forlod Iran.

Sheyda Shadkhoos sidste hilsen på Instagram.

- Hun vidste det. Se på hendes ansigt, se på det digt, hun skrev, siger han.

Digtet lyder:

- Jeg tager afsted nu, men det, der ligger bag mig, frygter jeg. Bag mig, bag mig. Jeg er bange for folkene bag mig.