Dansk soldat efter iransk angreb: Jeg følte mig magtesløs
Sammen med flere andre soldater ventede dansk sergent flere timer i en bunker i Irak på det iranske angreb.
I en bunker i Irak ventede den danske sergent John og de andre danske soldater i flere timer på det iranske angreb på militærbasen Ain al-Asad-basen i Al Anbar-provinsen i det vestlige Irak natten til onsdag.
- Det var forfærdeligt. Det kan ikke beskrives, og det skal ikke opleves. Vi kunne intet gøre, vi kunne bare tage imod. Så vi kunne ikke bruge vores træning i den situation, siger han til TV 2.
Korrespondent Rasmus Tantholdt har interviewet ham i Kuwait City, efter de fleste af de 133 soldater, der var på basen, er blevet evakueret.
Flere kilder siger til TV 2, at omkring seks timer før Iran sendte missiler mod to militærbasen i Irak, vidste den danske regering og Forsvaret besked om det forestående angreb. Så John og de andre soldater på basen fik besked om angrebet flere timer inden det skete, og de ventede i timevis i bunkeren på angrebet.
- Vi sad egentlig og hyggede os lidt og ventede på, de skulle få det overstået, så vi kunne vende tilbage til hverdagen igen. Jeg ved ikke, hvor længe vi ventede, men det var flere timer, fortæller John.
Men så kom angrebet.
- Pludselig kommer det første lag, som jeg kalder det. Ni raketter a knap et ton hver. Det kan ikke beskrives. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg håber aldrig at komme til det igen, siger John.
Voldsomt angreb
Angrebet var så voldsomt, at bunkeren rystede, og støv trængte ind i store mængder.
- Vi måtte sidde med tørklæder for ansigtet for bare at kunne trække vejret, siger John.
Men det var uvisheden og magtesløsheden, der var det værste for de danske soldater.
- Uvidenheden, om hvor tæt på den næste er, og hvornår den kommer. Det havde vi jo ingen idé om dernede. Vi kunne bare sidde og tage imod. Vi kunne ikke gøre noget af det, vi er trænet til. Vi kunne bare vente, siger John.
De danske soldater reagerede forskelligt undervejs.
- Nogle sidder og fortæller jokes for at beskytte sig selv. Nogle lukker sig inde i sig selv, og nogle kniber en tåre, siger den danske sergent.
Overrasket
Da angrebet var overstået, blev de danske soldater overraskede over, at ødelæggelserne trods alt ikke var større.
- De første nedslag var så voldsomme, at vi var sikre på, vi kom ud til en gold ørken, og at der intet var tilbage. Vi var egentlig overraskede over, det ikke var oveni hovedet på os. Jeg vil vurdere, at den nærmeste raket slog ned 300 meter fra os, og da vi gik rundt bagefter, lå der halve helikoptere, og der var huller så store, at man kunne parkere en varebil i dem, siger John.
Nu hvor de danske soldater har fået nogle dages afstand til oplevelsen, har stemningen ændret sig. Den er stadig trykket, men soldaterne er også lettede, og de hygger sig i Kuwait, spiller kort og snakker med familien derhjemme. Psykologer er nu på vej til Kuwait for at hjælpe de danske soldater med at komme sig over oplevelsen.
- Dem har vi rigtig meget brug for. Det her var en situation, som vi ikke var trænet til, siger John.