Udland

Teenagere fylder bil med koalaer

Ifølge The Telegraph er mere end 25.000 koalaer omkommet som følge af de australske skovbrande. Klip fra Youtube

Verdensnaturfonden (WWF) vurderer, at brandene på nuværende tidspunkt har kostet mere end en milliard dyr livet.

Vilde skovbrande hærger stadig i Australien, og det rammer dyrelivet hårdt.

Derfor løber en særlig video lige nu med opmærksomheden på nettet.

På optagelsen er to australske teenagere - Micah Lovegrove og hans fætter - taget ud for at redde nogle af de koalaer, der har overlevet de ødelæggende brande på Kangaroo Island. Det skriver The Huffington Post.

I videoen, der i skrivende stund er set mere end 800.000 gange, ses en bil med mindst seks koalaer, der er blevet samlet op fra det udsatte område.

- Vi er ude på en lille koalaredningsaktion. Vi prøver at samle så mange levende som muligt, siger en af teenagerne.

Efter redningsaktionen blev de plyssede dyr bragt i sikkerhed hos Micah Lovegroves nabo, der har en tilladelse til at kunne tage sig af vilde dyr.

Koalaer fakta

Koalaer bliver i gennemsnit cirka 10 år gamle.

De sover 18-22 timer i døgnet, fordi det kræver meget energi at fordøje eukalyptusblade, som de lever af. Koalaen dufter af halstabletter, som ofte også indeholder eukalyptus.

Koalaer er asociale og lever alene. Kun en mor og unge lever sammen, indtil ungen kan klare sig selv.

Faktisk er det misvisende at kalde dem bjørne, da koalaen er et pungdyr.

Kilde: Australian Koala Foundation

Koalaer sætter spot på konsekvenserne

Ifølge The Telegraph er mere end 25.000 koalaer omkommet i de australske skovbrande. Og koalaerne er da også flere gange løbet med opmærksomheden i forbindelse med de voldsomme brande.

I slutningen af december blev en anden video delt flittigt på sociale medier af en tørstig koala, der tigger vand fra nogle forbipasserende cykelryttere.

En video af tørstig koala, der tager kontakt til en gruppe cyklister på en vej nær Adelaide, er gået viralt.

Næsten samtidig skabte en australsk kvindes redningsaktion af en brændende koala også røre og rettede opmærksomhed mod ildens konsekvenser for Australiens dyreliv.

Har kostet over en milliard dyr livet

Koalaerne er nemlig ikke de eneste dyr, der betaler den højeste pris til skovbrandene.

Verdensnaturfonden (WWF) vurderer, at brandene på nuværende tidspunkt har kostet mere end en milliard pattedyr, fugle og krybdyr livet.

De australske skovbrande har haft store konsekvenser for dyrelivet. Video: Line Schou Jensen

Bo Øksnebjerg, der er biolog og generalsekretær i organisationen, kalder det for "en tragedie".

- Vi er vidne til en kolossal katastrofe for naturen. Det er hel unik natur, dyr og plantearter, der kun findes her i Australien, som forsvinder, siger Bo Øksnebjerg til Ritzau.

For at hjælpe de mange nødstedte dyr, har Verdensnaturfonden blandt andet oprettet to hospitaler, hvor sårede dyr kan komme til hægterne igen.

Brandene på Kangaroo Island koster dyrelivet dyrt.

Ud over de mange døde dyr har 26 personer mistet livet i brandene, og mere end 100.000 kvadratkilometer land er brændt ned. Det svarer til mere end det dobbelte af Danmarks areal.