Udland

Popstjernen Justin Bieber kæmper med alvorlig sygdom

Den canadiske sanger Justin Bieber afslører, at han er syg og langer ud efter fans, der har kritiseret hans udseende. Robyn Beck / Scanpix Denmark

Den canadiske sanger Justin Bieber er diagnosticeret med samme sygdom, som også Avril Lavigne og Bella Hadid kæmper med.

Den verdenskendte popstjerne Justin Bieber afslører, at han kæmper med den alvorlige sygdom borreliose.

Det skriver den 25-årige canadiske sanger på Instagram onsdag, hvor han samtidig langer ud efter fans, der har kritiseret hans udseende.

- De har ikke indset, at jeg for nylig er blevet diagnosticeret med borreliose, (sygdom efter bid fra skovflåt, red.). Derudover har jeg haft en slem omgang kyssesyge, som har påvirket min hud, hjerneaktivitet, energi og mit helbred, skriver han.

Borreliose skyldes en infektion med bakterien borrelia. Bakterien overføres fra dyr til mennesker via skovflåtbid.

Symptomer kan være hovedpine, stivhed i nakke og ryg, nervesmerter eller muskellammelser, som typisk sker i ansigtet, skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside.

Flere kendte har været ramt

Justin Bieber er ikke den eneste internationale kendis, der har lidt af sygdommen.

Også modellen Bella Hadid, hendes mor Yolanda, og de canadiske sangerinder Shania Twain og Avril Lavigne har fortalt om deres borreliose-diagnoser.

Sangerinden Avril Lavigne, der her ses i 2019, lider også af borreliose. Hun har blandt andet fortalt om, hvordan hun har kæmpet med en ekstrem træthed som følge af sygdommen.

Den tidligere formand for det nedlagte danske parti Centrum-Demokraterne Mimi Jakobsen måtte droppe sin karriere som politiker, efter at hun i 1997 fik sygdommen efter et bid fra en skovflåt. I 2018 fortalte hun til B.T., at hun 20 år senere stadig havde mén.

Ny turné trods sygdom

Trods sygdommen forventer Justin Bieber at udgive sit første album i mange år i 2020 og tage på en turné i Nordamerika. Da Justin Bieber udgav sangen 'Yummy' i sidste uge, var det hans første sang i eget navn i fem år.

De seneste år har Bieber fortalt på sin Instagram-profil, hvordan han har kæmpet med depression, stofmisbrug og berømmelsen.

Den canadiske sanger har været åben om, at rampelyset ikke var hans fokus. I marts skrev han på Instagram, at han prioriterede sit mentale helbred og parforhold med modellen Hailey Baldwin højere end musikken.

Justin Bieber blev verdenskendt som 16-årig i 2010 for sit kæmpehit 'Baby', efter han blev opdaget på YouTube.

Sidenhen er den canadiske sanger blevet en af verdens bedst sælgende musikere nogensinde med storhits som 'Sorry', 'What Do You Mean' og 'Love Yourself'. Hans sange er blevet streamet over 50 milliarder gange.