Udland

Meghan og Harry sender stikpille til sladderpressen på vej ud af døren

Tabloidaviserne har allerede svaret igen på parrets "mindre fremtrædende rolle" og nye mediepolitik.

Kort efter, at prins Harry og hertuginde Meghan onsdag droppede titlen som 'seniormedlemmer' i det britiske kongehus, har de også løftet sløret for en ny strategi for at håndtere pressen. En presse, som parret har en lang og anstrengt historie med.

parrets hjemmeside skriver de blandt andet, at de ikke længere er forpligtet til at dele billede med særlige medier, og at de ønsker at samarbejde med "græsrodsbevægelser og unge fremadstormende journalister."

For parret handler det om at sende et klart signal, mener forfatter og journalist Lone Theils, der i en årrække boede og arbejdede som korrespondent i London.

- De gider ikke medvirke til sladderjournalistik, men vil gerne være med, når der er substans. Og så vil de komme deres egen historie i forkøbet, siger hun.

Udover at få kontrollen tilbage over deres egen historie, er den nye strategi også en slags hævn over den britiske presse.

Begyndte med en bilulykke

Det anstrengte forhold til den britiske tabloidpresse begyndte allerede, da prins Harrys mor, prinsesse Diana, døde i en bilulykke i 1997. Hun blev forfulgt at paparazzifotografer i Paris gader og kørte galt.

Dengang var Harry 12 år.

- Harry har været åben om, at han har følt, at pressen har taget livet af hans og prins Williams mor. Om det er rigtigt eller ej, kan man diskutere, men det er helt oplagt, at det her udspringer af den situation, siger Lone Theils.

Prins Harry med sin storebror, prins William, og far, prins Charles til begravelsen af Diana.

Også efter prins Harry mødte Meghan Markle, er forholdet til pressen blevet yderligere anspændt.

Særligt et privat brev til hendes far, der i oktober sidste år blev offentliggjort i flere britiske aviser, fik det til at eskalere, og parret lagde sag an mod mediet Mail on Sunday. Prins Harry forklarede dengang, at "hans største frygt er, at historien gentager sig selv" med henvisning til sin mors død.

- Sagsanlæggene er dråben, der får bægeret til at flyde over. Det er helt uhørt, at kongelige sagsøger et medie, siger Lone Theils.

Lyn-analyse

Det er "ryd forsiden" over hele linjen. Der gik 'chokbølger' gennem de kongelige gange, og medierne hævder, at andre medlemmer af den kongelige familie og presseafdelingen intet vidste om erklæringen. Det kom som et lyn fra en klar himmel, at den næstmest populære kongelige, prins Harry, er på vej ud af det britiske kongehus. Han er den uartige af dronningens børnebørn. Og som vi ved, så er det dem, der skejer ud, der er de mest elskede. Så dronningen er sikkert ked af det. Men det kan også ses som en begyndelse for monarkiet: Når arvefølgen er sikret, så må de andre godt finde på noget andet.

Et had mod Meghan

Ifølge Lone Theils er parret "naive", hvis de tror, at den nye mediestrategi kommer til at ændre særlig meget.

- Interessen kommer aldrig til at forsvinde. En skuespillerinde og en prins er en interessant historie, siger hun.

Hertuginde Meghan har flere gange lagt sag an mod den britiske presse.

Tværtimod kan mediestrategien ende med at have den modsatte virkning. For jo sværere adgangen bliver, jo længere vil pressen gå for den gode historie - og så tabloidaviserne sure på Meghan.

- De føler, at hun har ændret Harry: Før var han en festlig ungkarl, der var lidt vild, og nu er han en vandkæmmet familiefar, der ikke vil have mere end to børn for klimaets skyld, siger hun, og forklarer, at det er nemmere at rette vreden mod hende end mod prins Harry.

’Megxit’, ’Queens fury’ og ’Bombshell’

Allerede morgenen efter, at parret annoncerede deres nye roller, var der kontant afregning. Tabloidavisernes forsider er torsdag dækket af store skriftstyper og billeder af Meghan og Harry.

Blandt andet skriver avisen The Sun på forsiden, at det var starten på en "borgerkrig" i kongehuset, og at dronningen var "ked af det", mens prins Charles var "rasende". Den største rubrik på forsiden var 'Megxit' - et ordspil, hvor 'Meghan' og 'exit' er blevet til ét ord på samme måde som Brexit.

Daily Mirror, en anden af Storbritanniens tabloid-sværvægtere vinkler på, at parret "ikke engang fortalte det til dronningen".

Hos Daily Mail er den "dramatiske" royale "bombe" også på forsiden og bliver beskrevet som noget, der gør dronningen vred.