Udland

Demokraterne vil begrænse Trumps muligheder for krig med Iran

Trump vil indføre nye sanktioner mod Iran, men lægger ikke op til nye angreb. Michael Reynolds / Ritzau Scanpix

Selvom Donald Trump umiddelbart har vundet magtkampen mod Iran, er der i USA utilfredshed med hans ageren.

Situationen i Mellemøsten må ikke eskalere. Det mener Demokraterne i USA.

Derfor vil de torsdag fremsætte et lovforslag i Repræsentanternes Hus, der har til formål at begrænse præsident Donald Trumps militære manøvrerum, fortæller den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

Ifølge Pelosi gør demokraterne det, fordi de føler, at de har en pligt til at holde amerikanerne sikre.

- Trump har gjort det klart, at han ikke har en sammenhængende strategi for at holde det amerikanske folk sikkert, opnå deeskalering med Iran og sikre stabilitet i regionen, sagde Pelosi onsdag, ifølge CNN.

Symbolpolitik

Lovforslaget, som demokraterne har sat i spil, påberåber sig loven 'War Powers Resolution of 1973'. Den lov fastlægger nogle rammer for præsidentens og Kongressens handlinger, herunder indførelse af en række krav, der skal sikre, at præsidenten holder Kongressen underrettet om militære beslutninger.

Med lovforslaget går demokraterne efter at forhindre Trump i at bruge militærmagt i Iran, siger USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

- Hvis det her skulle komme igennem, vil det indskrænke hans muligheder.

Ifølge USA-analytikeren er der begrænset sandsynlighed for, at loven bliver vedtaget, og han mener, at forslaget skal ses som en symbolpolitisk erklæring fra demokraternes side.

Årsagen til demokraternes frustration skal findes i den briefing om angrebet på Qassem Soleimani, som Trump-administrationen gav tidligere på ugen. Her fik politikerne mere eller mindre at vide, at de ikke skulle stille spørgsmål til, hvorfor den iranske general var blevet dræbt, vurderer Mirco Reimer-Elster.

- Hvis Trump-administrationen havde kørt det her anderledes, kunne de have undgået den kritik, der kommer nu, siger han.

Sejr for Trump

Natten til onsdag svarede Iran igen på USA's drab på den iranske general Qassem Soleimani, da de sendte flere missiler mod baser i Irak med amerikanske soldater.

Iran havde på forhånd advaret de irakiske myndigheder om, at Iran ville udføre missilangreb på militærbaser i Irak, og ingen blev dræbt i angrebet.

Efterfølgende har flere eksperter været ude at kalde det en sejr for USA og Trump.