Udland

USA indfører nye sanktioner mod Iran efter angreb

Trump vil indføre nye sanktioner mod Iran, men lægger ikke op til nye angreb. "Han rækker hånden frem til iranerne," siger korrespondent.

Efter det iranske angreb i Irak natten til onsdag indfører USA nye økonomiske sanktioner mod Iran.

- Vi vil med det samme indføre kraftige sanktioner mod Iran, sagde USA's præsident, Donald Trump, på et pressemøde onsdag aften.

- Så længe Iran fortsætter med at stå bag terror, må resten af verden stå sammen mod Iran.

Hvad sanktionerne nærmere indebærer, var der ingen oplysninger om.

I juni sidste år indførte USA økonomiske sanktioner rettet mod en række enkeltpersoner i Irans øverste civile og militære ledelse med landets åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, i spidsen.

Lyn-analyse

Jeg hæfter mig ved, at han ikke lægger op til nye militære angreb. Det her var en tale, hvor USA's præsident rækker hånden frem til iranerne. Og i virkeligheden siger: ’Lad os se at komme videre’. Det her var en meget forsonlig Trump, og alle, der i de seneste dage har gået og sagt: ’Uha nej, nu er USA's præsident på vej til at udløse Tredje Verdenskrig’, bør ånde lettet op i dag. Det er på ingen måde det, han lægger op til. Nu skal der diplomati på bordet, nu skal der forhandles med arvefjenden Iran.

Ramt af mindst 12 missiler

To militærbaser i Irak med amerikansk tilstedeværelse blev natten til onsdag ramt af mindst 12 ballistiske missiler.

Irans Revolutionsgarde bekræfter, at angrebene er sket som hævn for drabet på den iranske general Qassem Soleimani, som fredag døde under et amerikansk droneangreb.

- Ingen amerikanske soldater eller irakere blev dræbt eller kom til skade, og jeg hylder de amerikanske mænd og kvinder i uniform, sagde Donald Trump på pressemødet.

"Iran vil aldrig få atomvåben"

Trump opfordrede på pressemødet Iran til at stoppe bestræbelser på at få atomvåben.

- Så længe jeg er præsident vil vi aldrig tillade, at Iran får atomvåben, sagde han.

Han sagde også, at Storbritannien, Tyskland og Kina nu må opgive sin støtte til atomaftalen med Iran.

Han anklagede også Iran for at stå bag terror, hvilket var baggrunden for det amerikanske angreb i fredags.

- Iran har været den ledende sponsor og iværksætter af terror, og til sidst skred vi til handling. Vi eliminerede verdens topterrorist, sagde Donald Trump.

Præsidenten opfordrede derudover NATO til at være "langt mere aktiv i kampen mod Iran" og søge en større indflydelse i Mellemøsten.