Trump vandt slaget – nu skal han undgå krigen

16x9
Demonstranter nær Det Hvide Hus onsdag, hvor Trump talte om de irakiske missilangreb. Foto: Michael Reynolds / Ritzau Scanpix

Irans sølle gengældelsesangreb kan dårligt betegnes som andet en sejr for præsident Trump. I hvert fald på den korte bane.

Det er kun få dage siden, at man måtte forstå på danske Iran-eksperter, at præstestyret med sit gengældelsesangreb ville forsøge at ydmyge USA, og at der ville komme et meget kraftigt modsvar på drabet af den magtfulde general Qassem Soleimani.

Men man kan ikke ligefrem påstå, at det iranske modsvar ydmygede Donald Trumps Amerika. Tværtimod må man sige, at USA's præsident åbenlyst vandt slaget i den her omgang.

Den iranske reaktion svarer groft sagt til, at man brænder sin nabos hus ned, hvorefter naboen hævner sig ved at punktere ens Puch Maxi. Et hævnangreb, som naboen vel og mærke advarer om nogle timer i forvejen, så man har mulighed for at tage bussen hjem.

En markering, men ingen eskalering

Iranerne havde tilsyneladende varslet modangrebet i forvejen, hvilket er endnu et tegn på, at man i Teheran er velvidende om, hvem der har mest at tabe i en potentiel krig. Med andre ord gik mullaherne i Teheran efter en reaktion, der samtidig skulle være en deeskalation af situationen.

Som en række militæranalytikere så rammende formulerede det, så var iranernes mål at forhindre at tabe ansigt uden at tabe hovedet. I hvert fald på den korte bane. I det lange løb kan det bestemt ikke udelukkes, at der kommer flere angreb mod amerikanske interesser i Mellemøsten. Tværtimod skal Trump-administrationen nok indstille sig på (flere) angreb fra iransksponsorerede og støttede militser i de kommende uger, måneder og endda år.

Sanktionsstrategien fortsættes

At præsident Trump fik varslet nye sanktioner under sin tale kan derimod undre lidt. Ikke fordi det er inkonsistent – økonomiske sanktioner har været en central del af præsidentens strategi overfor præstestyret - men fordi det kan opfattes som (endnu) en unødvendig eskalering af konflikten med Iran på et tidspunkt, hvor præstestyret trækker i land og tydeligvis ønsker at deeskalere situationen.

Dertil kan man selvfølgelig anføre, at præsident Trump var nødsaget til at reagere i et eller andet omfang i kølvandet på de iranske missilangreb på amerikanske militærbaser. Og at det trods alt næppe kan betegnes som en eskalering at indføre yderligere sanktioner. Særligt ikke i lyset af, at Trumps seneste modsvar på iransk aggression inden da jo havde været at beordre drabet på en højtstående iransk general. Samt at Trump havde truet Teheran med et militært modsvar – og potentielle krigsforbrydelser – såfremt skulle iranenerne angribe amerikanske baser.

Set i den sammenhæng er sanktioner et meget moderat modsvar, efter at Trump havde vundet første slag. Dermed ikke sagt, at iranerne ikke godt nok kan vinde det næste slag. Skulle den irakiske regering virkelig ende med at få smidt amerikanernes og koalitionsstyrkernes tropper ud af landet, ville det være en stor strategisk sejr for præstestyret i Teheran.

Men lad os nu se, om det ogsĂĄ kommer til at ske.

En sejr med forbehold

Vi skal selvfølgelig have en masse forbehold med, når vi analyserer slagets gang. Konflikten er igangværende, og proxyaktører og allierede kan indtage en fremtrædende rolle i den kommende tid. Og der er en lang række spørgsmål, som vi fortsat ikke har fået svar på.

Men hvis man for en lilles uges tid havde spået, at Irans selverklærede "brutale hævn" efter drabet på en af de mest magtfulde aktører i Teheran ville blive et relativt tamt bombardement af to amerikanske baser uden mandtab, så var et sådant scenarie blevet affejet som både urealistisk og gode nyheder for Donald Trump.

Præsidentens ageren har indtil videre været kløgtigt. Trumps trusler om at slå dobbelt så hårdt ned på præstestyret efter et eventuelt gengældelsesangreb, affødte et meget tamt iransk svar i kølvandet på det højtprofilerede drab på Soleimani. Som Peter Viggo Jakobsen, der er lektor på Forsvarsakademiet, så rammende formulerede det, så "er det her gået bedre, end de (amerikanerne, red) selv har turdet håbe på".

Med andre ord har Trump vundet det første slag, og nu handler det så om at forhindre den krig, som hverken iranerne eller præsidenten er interesseret i. Så mon ikke det også kommer til at lykkes for præsidenten?