Prins Harry og hertuginde Meghan træder tilbage som 'seniormedlemmer' af det britiske kongehus
- De vil ikke længere være kongelige, de vil ikke længere være royale. De siger farvel og tak, siger korrespondent Ulla Terkelsen.
Prins Harry og hertuginde Meghan træder tilbage som "seniormedlemmer" af det britiske kongehus.
Det oplyser de på det sociale medie Instagram.
- Efter mange måneders refleksion og interne diskussioner har vi valgt at foretage en overgang i år for at begynde at skabe en ny, progressiv rolle inden for denne institution, skriver de om beslutningen.
Hertugparret vil arbejde på at blive finansielt uafhængige af kongehuset, mens de dog fortsat vil støtte dronningen, lyder det i opslaget.
I fremtiden vil parret bruge mere tid i USA, hvor hertuginde Meghan oprindeligt kommer fra.
- De siger farvel og tak
Den pludselige tilbagetrækning har "rystet" folk på Buckingham Palace, siger korrespondent Ulla Terkelsen.
Prins Harry er nemlig ifølge hende den mest populære kongelige i Storbritannien efter dronning Elizabeth. Men nu er det blevet for meget for hertugparret.
- Han og hans kone er simpelthen så trætte af deres arbejde, at de trapper ned. De vil ikke længere være kongelige, de vil ikke længere være royale. De siger farvel og tak, siger hun.
Parret har dog ikke kappet alle båndene til det britiske kongehus. Ifølge Ulla Terkelsen vil parret blandt andet stadig være trofaste over for de foreninger, som de er protektorer for.
På bagbenene over for pressen
Det er ikke første gang, at prins Harry og hertuginde Meghan har skabt overskrifter i den seneste tid.
I efteråret lagde de sag an mod flere medier for at stikke næsen i deres privatliv. Blandt andet beskyldte parret The Sun og Daily Mirror for ulovlig aflytning af telefonsvarerbeskeder.
Et pres fra medierne, som også adresseres i dokumentaren 'Harry og Meghan - vores afrikanske rejse'.
Her fortæller en tydelig berørt hertuginde Meghan blandt andet, hvordan det har været en kamp at skulle håndtere den nærgående tabloidpresse, mens hun gennemgik en meget sårbar tid som gravid, nygift og nybagt mor.
- Jeg kender ingen i verden, der ville tænke, at det er okay, siger hun i dokumentaren om pressens behandling af dem.
Prins Harry friede til den amerikanske skuespiller Meghan Markle i 2017, efter de havde kendt hinanden i cirka et halvt år. Efterfølgende blev de gift i maj 2018, og efter et års tid kom deres søn, Archie, til verden.