Udland

USA's forsvarsminister går i rette med Trump

Præsidenten er kommet i modvind, efter han truede med at ville angribe kulturelle mål i Iran.

Den amerikanske forsvarsminister, Mark Esper, har mandag været ude med en præcisering, efter Donald Trump lørdag truede med at angribe kulturelle mål i Iran.

– Vi vil overholde reglerne for væbnet konflikt, siger Mark Esper i et interview med CNN.

Da han efterfølgende blev spurgt, om det betød, at USA ikke vil angribe kulturelle mål, fordi det vil være en krigsforbrydelse, understregede han, at det er en af reglerne for krigsførelse i Geneve-konventionen.

International fordømmelse

Konflikten mellem USA og Iran er for alvor spidset til, efter amerikanerne fredag dræbte den højtstående iranske general Qassem Soleimani i Irak.

Iranske ledere var hurtige med fordømmelser og trusler om hævn, og lørdag svarede Donald Trump så igen. På Twitter advarede han om, at amerikanerne havde udset sig 52 mål, hvor der blandt andet var kulturelle iranske mål imellem.

Efterfølgende gentog han truslen.

– De må dræbe vores folk, de må torturere og lemlæste vores folk. De må bruge vejsidebomber og sprænge vores folk i luften, og vi må ikke angribe deres kulturelle steder? Det fungerer ikke på den måde, sagde han ifølge CNN.

Iranerne har tidligere fordømt udmeldingen om angreb på deres kulturelle steder, men også repræsentanter for FN og den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, har understreget, at sådanne steder er beskyttet af international lov.

Ekspert: Undtagelser kan gælde

Både Iran og USA har i 1954 og 1972 underskrevet konventioner, som skal beskytte kulturelle steder – også i tilfælde af krig. Men der kan være undtagelser.

Det siger ekspert i folkeret ved Forsvarsakademiet og orlogskaptajn Kenneth Øhlenschlæger Buhl.

– Nu er Trumps formulering forholdsvis ukonkret. Men det er helt klart, at steder og genstande, der anses som folkenes kulturelle arv, er beskyttet mod angreb, medmindre det kan retfærdiggøres, fordi de er brugt til militære formål, siger han til TV 2.

Genevekonventionen

De gældende retningslinjer for krigsførelse er nedskrevet i Genevekonventionen. Her fremgår det blandt andet, at det er forbudt "at begå fjendtligheder rettet direkte mod historiske monumenter, kunstværker eller helligdomme, der udgør folks kulturelle eller åndelige arv."

Som eksempel nævner han amerikanernes invasion af Irak i 2003, hvor irakerne havde en luftbase anbragt tæt op ad et historisk område med en ziggurat, der er et pyramideformet tempeltårn.

– Ligesom det ikke er tilladt at angribe kulturelle steder, er det heller ikke tilladt at bruge dem som skjold, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.

Mellemøsten har flere gange oplevet at få ødelagt deres kulturskatte. Eksempelvis i Afghanistan, da Taliban ødelagde verdens to højeste Buddha-statuer, eller da Islamisk Stat gjorde en dyd ud af at ødelægge kirker, moskéer og historiske steder som Palmyra i Syrien.