Udland

Trump: Iransk general planlagde 'et stort angreb'

USA er parat til at gengælde eventuelle angreb fra Iran, siger USA's præsident.  Jonathan Ernst / Ritzau Scanpix

Tiden er ikke den rette til at trække de amerikanske tropper ud af Irak, tilføjer præsident Trump.

Generalen Qassem Soleimani var i gang med at planlægge "et stort angreb" på et amerikansk mål, siger USA's præsident, Donald Trump, på et pressemøde i Det Hvide Hus.

Præsidenten uddyber dog ikke, hvad der ligger til grund for den vurdering.

Ifølge den amerikanske forsvarsminister, Mark Esper, skulle det planlagte angreb have fundet sted "inden for få dage".

På grund af drabet på den iranske general er man ifølge præsidenten også forberedt på, at iranerne snart vil udføre en form for gengældelsesaktion:

- Vi er forberedt. Vi er totalt forberedt. Og på samme måde vil vi også gengælde angrebet, hvis vi bliver nødt til det, siger han.

Tropper trækkes ikke ud nu

Derudover tilføjer præsidenten, at han gerne vil trække de amerikanske tropper ud af Irak på et tidspunkt, men at tiden ikke er den rette.

Mandag opstod der en del forvirring, da et brev fra det amerikanske militær til det irakiske militær insinuerede, at USA ville trække landets tropper ud af Irak. Siden blev det fra amerikansk side forklaret, at brevet var en fejl, og at man ikke har tænkt sig at trække alle tropper ud af Irak.

Omkring 5200 amerikanske soldater er i Irak, hvor de støtter lokale styrker i arbejdet med at hindre terrororganisationen Islamisk Stats tilbagekomst i landet.

De amerikanske soldater udgør størstedelen af koalitionen, som blev inviteret til landet af den irakiske regering i 2014. Koalitionen blev inviteret for at hjælpe med at bekæmpe jihadister.

Omkring 130 danske soldater er en del af koalitionen. Danmark bidrager desuden med cirka ti stabsofficerer - til NATO's "Mission Iraq" i hovedstaden Bagdad.