Udland

Mindst 50 personer trampet ihjel ved Soleimanis begravelse

Begravelsen er blevet udskudt, efter at mindst 50 personer har mistet livet.

Mindst 50 mennesker er blevet trampet ihjel ved den iranske general Qassem Soleimanis begravelse i Kerman.

Det rapporterer det iranske nyhedsbureau ISNA, der citerer embedslægen i Kerman-provinsen Abbas Amians kontor.

Ifølge det iranske nyhedsbureau Fars er flere end 200 personer blevet såret.

Begravelsen er på grund af de dræbte blevet udskudt, oplyser det iranske nyhedsbureau Isna ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Der er så mange mennesker samlet, der alle er interesseret i at komme tæt på Qassem Soleimanis kiste. Derfor er det gået galt, siger TV 2s korrespondent Simi Jan, som befinder sig i Iran.

Qassem Soleimanis kiste fragtes gennem byen på en lastbil.

The Guardian skriver, at flere hundredetusinde mennesker er mødt op i Kermans gader, hvor begravelsen tirsdag holdes.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, ledte mandag en følelsesladet ceremoni for Qassem Soleimani i Teheran.

Ayatollahen bad således over kisten med resterne af Soleimani.

Demonstranter brænder billeder af USA's præsident Trump.

Under bønnen var Ali Khamenei flankeret af flere fra landets top. Blandt andre præsident Hassan Rouhani.

Ceremonien var en del af Soleimanis statsbegravelse, som bliver vist direkte på statsligt tv.

Dræbt i et amerikansk angreb

Qassem Soleimani blev dræbt under et amerikansk angreb nær den internationale lufthavn i Iraks hovedstad, Bagdad, natten til fredag dansk tid.

62-årige Qassem Soleimani var leder af Quds-elitestyrken i Irans Revolutionsgarde og en af Irans mest magtfulde mænd.

Han befandt sig i et køretøj, som fredag i sidste uge blev ramt af et missil affyret fra en drone, da det var på vej ud af den internationale lufthavn i Bagdad i Irak. USA stod bag droneangrebet.