Udland

Danskere melder sig til at bekæmpe australske brande

I en Facebook-gruppe har flere hundrede danske frivillige meldt sig til at tage til Australien.

Flere hundrede danske frivillige har meldt sig til at tage til Australien og hjælpe til i kampen mod de australske brande.

Det fortæller Søren Elkrog, der er deltidsbrandmand i Danmark, til Politiken.

Han har oprettet Facebook-gruppen "Brandmand i Australien DK" for frivillige, der gerne vil rejse om på den anden side af Jorden for at hjælpe de mange brandmænd, der i øjeblikket kæmper mod de dødelige brande i Australien.

- Jeg tænkte, at vi da må kunne gøre noget for at hjælpe. Derfor gik jeg ind på Beredskabsstyrelsens hjemmeside for at se, om der var anmodet om hjælp fra australsk side, men det var der ikke, siger han til Politiken.

Af sted inden den kommende weekend

Søren Elkrog fortæller, at det både er brandfolk, paramedicinere, læger og flere andre faggrupper, der har meldt sig som frivillige.

Han forventer ikke, at de danske frivillige skal være med til selve slukningsarbejdet, men at de kan bistå med blandt andet at forsyne brandmændene med vand eller evakueringer af personer.

Der er endnu en del formaliteter, der skal på plads, før de danske frivillige kan komme afsted.

Søren Elkrog forventer, at det første hold med 30 til 40 frivillige bliver sendt af sted inden den kommende weekend.

I alt 25 personer har indtil videre mistet livet i brandene i Australien denne sæson, og tusindvis har mistet deres hjem. 200 brande er fortsat aktive landet over.