Udland

52 bombemål skal hævne ydmygelsen, som USA aldrig har glemt

Et af de 52 amerikanske gidsler ved USAs ambassade i Teheran vises frem i november 1979. Alain Mingam / Getty Images

USA og Iran er på randen af krig - igen. I over 40 år har præstestyret overlevet 444 dages ydmygelse af en supermagt, men nu truer Trump med hævn.

Råbet fra vagten var ikke til at tage fejl af.

- Alle skal nedenunder. De er brudt ind.

Hvem "de" var, vidste alle på ambassaden denne novembermorgen i 1979.

Jeg tænkte over, hvordan det ville være at dø

Moorhead C. Kennedy Jr., amerikansk diplomat

De omkring 450 demonstranter havde i dagevis råbt slagord uden for de røde murstensmure, der omkransede USA's ambassade i Teheran.

- Død over shah'en. Død over Carter. Død over Amerika, lød råbene.

Men denne morgen havde demonstranterne også køller med. Det fortalte ambassadens ansatte efterfølgende til New York Times.

Den bevæbnede horde var på vej til at ydmyge USA så grundigt, at den amerikanske præsident over 40 år senere har ydmygelsen med i sine overvejelser, når han tænker på at angribe Iran.

Donald Trump truer nemlig med at bombe 52 iranske mål som led i konflikten med præstestyret, der frygtes at hævne sig over amerikanernes mord på et af landets mægtigste mænd, generalen Qassem Soleimani.

En iransk brigadegeneral sørger ved Qassem Soleimanis kiste.

At Trump peger på NETOP 52 bombemål er ikke tilfældigt.

- Vi har udpeget 52 iranske mål (der repræsenterer 52 amerikanske gidsler, der blev taget af Iran for mange år siden), skrev Donald Trump på Twitter i weekenden.

I Donald Trumps verden er "mange år" tilsyneladende lig med 40.

Vredens jubilæum

De vrede iranere brød gennem ambassadens smedejernsporte i Teheran 4. november 1979, og jubilæet for gidselaffæren blev fejret højlydt i Teheran sidste år.

En plakat i Teheran i november 2019 for at markere 40-året for gidselaffæren.

Amerikanerne, som oplevede det hele på nærmeste hold, husker stadig angsten for at dø, da demonstranterne trængte ind.

- Jeg husker, at jeg stod i et vindue og så ned på al vreden, og jeg tænkte over, hvordan det ville være at dø, sagde en af diplomaterne efterfølgende til New York Times.

Mens angsten trængte sig på, forsøgte en af dem, en 36-årig mand ved navn John Limbert, at ringe efter hjælp.

John Limbert i 1979.

De iranske myndigheder var forpligtet til at beskytte ambassaden, men der var hverken politi eller militær at se denne morgen.

Det lykkedes John Limbert at komme igennem til den iranske premierministers kontor på telefonen.

- Hvad gør I? spurgte han.

Svaret lød, at hjælpen var på vej, men manden i den anden ende lød ikke særligt overbevisende.

- Men hvad vil I gøre? Nu kommer de gennem vinduerne, sagde John Limbert, inden han måtte lægge på.

Hjælpen kom ikke, og de vrede iraneres ydmygelse af supermagten USA var kun lige begyndt.

Spionreden

Men hvorfor var demonstranterne så vrede på USA den novembermorgen i 1979?

Ambassadebygningen bag de røde murstensmure var faktisk en del af svaret.

Demonstranter foran USA's ambassade i Teheran i 1979.

Bygningen var også kendt under et andet navn.

Spionreden.

Herfra havde amerikanerne i et kvart århundrede kontrolleret shah’ens diktatur.

Når vi ikke råber ad hinanden mere, vil det være en slags fremskridt

John Limbert, amerikansk diplomat

Amerikanske agenter stod bag kuppet i 1951, hvor en folkevalgt regering blev afsat, og Mohammed Reza Pahlavi blev indsat som shah af Iran. Den afsatte regering ville nationalisere landets olie. Den nyindsatte shah overdrog til gengæld som aftalt 80 procent af landets olie til amerikanske og britiske selskaber.

De følgende årtier brugte shahen landets rigdomme på våbenindkøb i USA og sin egen families sikkerhed og luksuriøse liv. Det blev fire blodige årtier, hvor shahens frygtede sikkerhedspoliti, SAVAK, torterede og dræbte tusinder af borgere.

Shahen mødtes ved flere lejligheder med repræsentanter for det danske kongehus. Her er det Kong Frederik IX med familie i 1959.

For iranerne blev alt dette symboliseret af 'spionreden' i Teheran, den amerikanske ambassade, som studenterne stormede den novemberdag i 1979, tre måneder efter ayatollah Khomeinis overtagelse af magten.

Gnisten var den amerikanske præsident Jimmy Carters beslutning om at invitere den kræftsyge shah - der var flygtet til Egypten - til USA for at blive behandlet dér.

Inde i spionreden begyndte de ansatte at græde og ryste af skræk, da det gik op for dem, at de om få øjeblikke ville falde i demonstranternes hænder.

Iransk poesi

Ambassaden var beskyttet af amerikanske marineinfanterister. De havde skudt tåregas mod iranerne for at give de ansatte tid til at makulere de vigtigste papirer, men USA's ambassadør, Bruce Laingen, havde givet soldaterne ordre til ikke at skyde med skarpt.

Og amerikanerne kunne ikke holde stand.

Iranske demonstranter stormer USA's ambassade i 1979.

John Limbert, der havde forsøgt at ringe efter hjælp, befandt sig nu bag ambassadens tunge hoveddør og kunne høre menneskemængden lige udenfor.

Han talte flydende farsi og holdt af persisk poesi.

Nu måtte han både bruge sine sprogkundskaber og sine diplomatiske evner for at overleve, har han siden fortalt til The Guardian.

Selv om han frygtede for sit liv, meldte John Limbert sig frivilligt til at gå ud for at tale folkemængden til besindelse.

Han gav demonstranterne hånden og fortalte dem, at de iranske myndigheder havde sendt vagter af sted for at beskytte ambassaden.

Det var løgn, og i løbet af få sekunder fik John Limbert bind for øjnene.

Samme skæbne overgik hans kolleger.

Nogle af gidslerne vises frem på en pressekonference midt i november 1979.

Og sådan begyndte gidselkrisen, hvor 52 amerikanske diplomater blev holdt fanget af Iran i 444 dage.

Som dagene gik, blev ambassaden et pilgrimsmål for tusinder af iranere, der mødte op for at fordømme 'Den Store Satan', USA. Hvad der var begyndte som en ublodig besættelse, blev med tiden til præstestyrets triumf på den internationale scene: Supermagten USA var ydmyget - og kunne intet stille op overfor sin tidligere marionet.

Den persiske løve satte USA's ørn på plads.

Mere fiasko

Amerikanerne og verdenssamfundet så målløse til, intet skete. Et militært angreb var utænkeligt, sårene fra Vietnamkrigen var ikke helet endnu.

En dukke af Satan bliver hængt foran USA's daværende ambassade i Teheran 20 november 1979.

USA's præsident Jimmy Carter forsøgte diplomatiske forhandlinger i Teheran - men med de forkerte: Kontakten gik til moderate kræfter, som reelt ingen magt havde.

Jimmy Carter, hans sikkerhedsrådgivere og CIA troede, de kunne gå udenom ayatollah Khomeini. De fejlbedømte den iranske opstand og troede, at ærkerivalen Sovjetunionen stod bag. Jimmy Carters USA forstod ikke det nye fænomen: Den politiske islam.

Og mens Khomeinis efterretningsfolk gravede sig dybere ned i bunkerne af papirer, som de amerikanske agenter ikke fik destrueret inden stormen på ambassaden, nærmede præsidentvalget sig i USA.

De amerikanske gidsler blev vist frem på iransk tv, som spioner taget på fersk gerning. Du kan se et kort videoklip med de amerikanske gidsler herunder.

Iran krævede en international undersøgelse af USA's rolle under shahen, som Jimmy Carter til sidst måtte acceptere. Præsidenten fremstod som en slapsvans, en taber - han gjorde et sidste forsøg med handlekraft.

Det blev til ydmygelsen over dem alle.

I foråret 1980 gav Carter grønt lys til en militær redningsoperation, kodenavn 'Ørneklo', der skulle gå over i historien som en tragikomisk fiasko. Elitesoldater fra det legendariske specialkorps Delta Force blev fløjet ind i den iranske ørken ombord på to Hercules-fly. 'Desert One' blev stedet kaldt. Herfra skulle elitesoldaterne have været fragtet videre med helikoptere til udkanten af Teheran, hvorfra de skulle køre ind til ambassaden på Roosevelt Avenue, befri gidslerne, tilbage til helikopterne i ørkenen - og hjem til jublen.

De kom aldrig så langt. De nåede kun til 'Desert One' - en sandstorm gjorde tre af helikopterne ukampdygtige, en fjerde kolliderede med det ene Hercules-fly. Otte soldater døde. Præsident Carter, der fulgte slaget med sin stab hjemme i Washington, afblæste fortvivlet operationen.

Vraget af det amerikanske Hercules-fly efter det fejlslagne amerikanske forsøg på at redde gidslerne ved at indsætte specielenheden Delta Force.
En af de kvæstede soldater er her fotograferet kort efter hjemkomsten til USA.
USA's præsident Jimmy Carter måtte gå på nationalt tv i USA for at fortælle om den fejlslagne mission. Han var tydeligt berørt af fiaskoen.

Nu var Jimmy Carters sidste chance for genvalg en underhåndsaftale med præstestyret. Det var bare for sent. Han havde brændt alle broer, satset på de forkerte i Teheran, nægtet at anerkende Khomeinis islamiske republik - og var endt med en militær fiasko.

Det Hvide Hus, alias Jimmy Carter, skulle straffes. Derfor blev de 52 amerikanere løsladt fra deres fangenskab 20 minutter efter indsættelsen af den nye præsident, Ronald Reagan.

Iranske affærer

Diplomaten John Limbert blev også løsladt.

Han giftede sig med en iransk kvinde og fortsatte sin karriere som diplomat.

I 2009 blev han udpeget som assistent for USA's udenrigsminister i iranske affærer - det var dengang Barack Obama var præsident i USA.

John Limbert opgav at forhandle med iranerne.

Men John Limbert sagde sit job op efter bare ni måneder.

Han fortalte dengang til radiokanalen NPR, at det var så godt som umuligt at forhandle med iranerne.

- Da jeg forlod Teheran i januar 1981, tænkte jeg: "OK fem år, ti år måske, så kan vi tale med iranerne." Men jeg tog fejl, sagde John Limbert til NPR i 2009.

Han sagde, at trods Barack Obamas bestræbelser, virkede iranerne ikke villige til at lytte.

USA's præsident Barack Obama talte i telefon med Irans præsident Hassan Rouhani i 2013. Billedet er fra samtalen mellem de to.

- Vi har råbt ad hinanden i 30 år. Når vi ikke råber ad hinanden mere, vil det være en slags fremskridt, fortsatte han.

Da Donald Trump blev præsident i USA blev der faktisk mindre råberi - men ikke fordi parterne blev mere venlige over for hinanden.

Tværtimod blev forholdet så dårligt, at landene holdt op med at mødes ansigt til ansigt.

Gidsel igen

I januar 2020 kom Donald Trumps trussel om de 52 bombemål så. Præsidenten truede endda med at angribe Irans kulturarv, selv om det ifølge Haag-konventionerne om krigsforbrydelser er forbudt at angribe andre landes kulturarv.

John Limbert har set præsidentens tweets og siger til tv-stationen MSNBC, at han som tidligere gidsel ikke vil bruges som undskyldning for et amerikansk angreb.

- Jeg ønsker ingen del i præsidentens komediespil om Iran. Jeg ønsker ikke at være en del af hans beslutninger om at slå folk ihjel eller om at sprænge Persepolis i luften. Så Mister President, hvis du lytter, så skal du ikke gøre dig nogen ulejlighed på mine vegne, for jeg vil ikke have noget med det at gøre, siger han.

I mellemtiden har styret i Teheran udsendt denne propagandaplakat:

En iransk propagandaplakat lover hævn over Donald Trump efter mordet på Qassem Soleimani.