Udland

Trump truer Irak med 'meget store sanktioner': - USA er stærkt bekymret, siger korrespondent

Irak må betale penge tilbage til USA, hvis amerikanske soldater skal forlade landet, siger Donald Trump.

Hvis Irak gør alvor af at smide amerikanske soldater ud af landet, vil det få store konsekvenser.

Det siger USA’s præsident, Donald Trump, der natten til mandag dansk tid truede med ”meget store sanktioner”.

Iraks parlament sendte søndag et forslag til regeringen om at sende den USA-ledede koalition ud af Irak, efter at et amerikansk luftangreb fredag dræbte den magtfulde iranske generalmajor Qassem Soleimani i Iraks hovedstad, Bagdad.

Men hvis Irak gør det, vil Donald Trump kræve, at Irak dækker nogle af udgifterne til infrastruktur, som amerikanerne har været med til at bygge.

Vil have penge tilbage

Præsidenten nævner for eksempel en ”overordentlig dyr” luftbase, der har ”kostet milliarder af dollars” at bygge.

- Vi rejser ikke, medmindre de betaler os tilbage for det, siger Donald Trump.

Hvis Irak derimod på en ”uvenlig” eller upassende” måde smider amerikanske tropper ud, vil USA ”ramme dem med sanktioner, som de aldrig har set dem før”, siger Trump og tilføjer:

- De vil få Iran-sanktionerne til at virke harmløse.

Op til Iraks regering

Den irakiske regering skal nu beslutte, om den vil følge det forslag, der er vedtaget i parlamentet, og smide de amerikanske tropper ud.

Iraks midlertidige premierminister, Adil Abdul-Mahdi, havde på forhånd opfordret parlamentet til at stemme for forslaget, som handler om at annullere Iraks aftale med amerikansk militær om støtte i kampen mod terrorgruppen Islamisk Stat.

Ifølge den officielle forklaring vil Irak ophæve sin anmodning om hjælp fra den internationale koalition, der kæmper mod Islamisk Stat, fordi terrorgruppen er besejret, og der derfor ikke er flere militære operationer.

Lyn-analyse

Set fra USA bliver det værst for irakerne selv, fordi situationen i Irak vil blive meget ustabil. Men det er bestemt også en svækkelse af kampen mod Islamisk Stat. De amerikanske soldater i Irak kom i 2014 med det ene formål at stå i spidsen for nedkæmpelsen af Islamisk Stat. Den kamp er så godt som afsluttet, Islamisk Stat er ikke længere til stede i væsentlige områder, og den store frygt i USA er, at uden amerikansk tilstedeværelse i regionen vil Islamisk Stat igen få fodfæste. Derfor er det, der blev vedtaget i det irakiske parlament søndag, set med amerikanske øjne stærkt bekymrende.

USA har omkring 5000 soldater tilbage i Irak. De fleste har en rådgivende rolle. USA leder den koalition, der siden 2014 har kæmpet mod Islamisk Stat i Irak.

Danmark har omkring 140 soldater i Irak som en del af NATO's træningsmission i landet. Dens aktiviteter har været indstillet siden 4. januar som følge af konflikten mellem USA og Iran.

Gentog trusler mod Iran

Donald Trumps udtalelser faldt i forbindelse med, at præsidenten søndag aften lokal tid rejste med Air Force One fra Florida til Det Hvide Hus i Washington D.C.

Her gentog han også trusler om, at en eventuel iransk gengældelse for det amerikanske droneangreb vil blive mødt med en voldsom amerikansk gengældelse.

- De har lov til at slå vores folk ihjel. De har lov til at torturere og lemlæste vores folk. De har lov til at bruge vejsidebomber og sprænge vores folk i luften. Og vi har ikke lov til at røre deres kulturelle mål? Det fungerer ikke på den måde, sagde den amerikanske præsident.

Det er en kommentar til de tweets, Trump skrev søndag, hvor han advarede Iran om, at USA var klar til at angribe 52 mål, deriblandt flere "højtstående mål af stor betydning for Iran og den iranske kultur".

Det har vakt opsigt, fordi det kan være et brud på krigens love, hvis USA gør alvor af præsidentens trusler.