Udland

Trump advarer Iran: Vi har udset os 52 mål for angreb

Iran vil blive ramt "meget hårdt og voldsomt", hvis ikke de dropper truslerne om at hævne drab på højtstående general.

USA har udset sig 52 iranske mål for militære angreb, såfremt Iran gør alvor af sine trusler om at gengælde amerikanernes drab på den iranske general Qassem Soleimani.

Det skriver præsident Donald Trump i en række opslag på Twitter sent lørdag aften dansk tid.

Der er tale om mål, som har stor vigtighed for Iran og den iranske kultur, skriver Trump og understreger, at målene og Iran "vil blive ramt meget hårdt og voldsomt".

- USA accepterer ikke flere trusler, fortsætter han.

Tidligt søndag morgen dansk tid har præsidenten udsendt endnu et tweet.

- De angreb os, og vi slog tilbage. Hvis de angriber igen, hvilket jeg kraftigt vil fraråde dem, vil vi ramme dem hårdere, end de nogensinde er blevet ramt.

At der netop er tale om 52 mulige mål, begrunder Trump med, at det svarer til det antal amerikanske gidsler, som Iran tog "for mange år siden".

Trump refererer til en hændelse i 1979, da militante iranere besatte den amerikanske ambassade i Irans hovedstad, Teheran, og holdt 52 amerikanske statsborgere som gidsler i 444 dage. Gidseltagningen forgiftede forholdet mellem Iran og USA i årtier.

Iran har 35 mål inden for rækkevidde

Det amerikanske militær dræbte fredag general Qassem Soleimani i et droneangreb ved den internationale lufthavn i Iraks hovedstad, Bagdad.

Soleimani var en af de mest indflydelsesrige militærfolk i Iran og er blevet betegnet som den næstvigtigste person i landet.

Angrebet fik Irans øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, til at kræve brutal hævn over de ansvarlige.

De iranske myndigheders sikkerhedsråd har siden oplyst, at der ligger en plan klar for, hvordan landet vil reagere på det amerikanske bombeangreb.

- Vitale amerikanske mål i regionen har længe været kendt af Iran. Der er omkring 35 mål i regionen inden for vores rækkevidde, har den iranske general Gholamali Abuhamzeh sagt i et interview med nyhedsbureauet Tasmin.

Qassem Soleimanis lig ankom tidligt søndag til Iran, hvor det er fløjet til byen Ahvaz, oplyser det iranske nyhedsbureau IRIB. Ayatollah Khamenei har erklæret tre dages landesorg.

Raketangreb i Irak

Lørdag udsendte den iranskstøttede shiamilits Kataib Hizbollah i Irak en advarsel til irakiske sikkerhedsstyrker om, at de fra søndag aften skal holde sig mindst en kilometer fra amerikanske baser. Det rapporterede nyhedsbureauet Reuters.

Advarslen fra den militante gruppe kom kort tid efter, at raketter lørdag aften slog ned i den såkaldte Grønne Zone i Iraks hovedstad, Bagdad, hvor blandt andet USA's ambassade ligger.

Den optrappede sikkerhedssituation i regionen har blandt andet medført, at de danske soldater i Irak har skærpet fokus på deres egen sikkerhed, og de har indstillet al træning af irakiske styrker.

- Når situationen er så ustabil, som den er, så tager vi ingen chancer, oplyste forsvarsminister Trine Bramsen lørdag.

Trump: Vi har befriet verden for en terrorist

USA har forklaret fredagens angreb med, at Qassem Soleimani var "direkte og indirekte ansvarlig for millionvis af menneskers død", og at drabet på den iranske generalmajor blandt andet havde til formål at afværge et "nært forestående angreb" i Mellemøsten, som ville have bragt amerikanske liv i fare.

I nattens Twitter-opslag fra præsident Trump lyder det videre:

- Iran taler meget dristigt om at gå efter visse amerikanske mål som revanche for, at vi har befriet verden for deres terroristleder, som lige havde dræbt en amerikaner og såret mange andre hårdt for ikke at nævne de mange andre, han har dræbt i sin levetid.

En amerikansk statsborger blev 27. december dræbt, og adskillige amerikanske og irakiske militærfolk kom til skade i et angreb mod en militærbase i Irak. USA hævder, at Qassem Soleimani var hjernen bag angrebet.