Udland

Mary sender hilsen til Australien

Kronprinsesse Mary er født i Australien. Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

Kronprinsesse Mary udtrykker dyb respekt for de frivillige brandmænd, der kæmper mod flammerne i Australien.

Kronprinsesse Mary har søndag sendt en personlig hilsen til Australiens premierminister, Scott Morrison.

Det oplyser Kongehuset på sin hjemmeside, hvor man kan læse kronprinsessens besked til premierministeren.

Marys hilsen kommer efter voldsomme naturbrande har hærget Australien.

- Vores dybfølte kondolencer til de familier, som har mistet deres kære og vores dybeste medfølelse til de mange familier, som har mistet deres hjem - deres levebrød.

- Når den umiddelbare krise aftager og folk kan begynde at vende tilbage fra, hvor de er flygtet til, vil vores tanker og bekymringer forblive med de påvirkede lokale samfund, da det uden tvivl vil kræve en stor indsats og tid for dem at genopbygge, hvad der er blevet tabt, skriver kronprinsesse Mary.

H.K.H. Kronprinsessen har sendt en personlig hilsen til Australiens premierminister i forbindelse med de voldsomme...

Posted by Det danske kongehus on Sunday, January 5, 2020

Dyb respekt og beundring

Hun sender også tanker til dem, der forsøger at bekæmpe brandene.

- De frivillige brandmænds mod og kompromisløse indsats har vores dybeste respekt og beundring, skriver Mary og slår fast, at indsatsen gør hende stolt af sin australske baggrund.

- Det gør mig stolt at se, det stærke sammenhold og den australske ånd, hvor man aldrig giver op, selvom man står over for så stor ødelæggelse og modgang.

Weekenden har budt på nogle af de værste dage i forbindelse med de naturbrande, der i månedsvis har hærget i Australien.

Lørdag var det mange steder over 40 grader varmt, og det skønnes, at hundredvis af boliger gik op i røg i delstaterne New South Wales og Victoria. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

En 47-årig mand mistede lørdag livet, da han forsøgte at beskytte en vens landejendom i New South Wales mod flammerne.

I alt 24 personer har indtil videre mistet livet i brandene, og tusindvis har mistet deres hjem. 200 brande er fortsat aktive landet over.