Iraks parlament stemmer for forslag om at smide alle udenlandske soldater ud af landet

Iraks parlament vil ikke længere have udenlandsk militær i landet. Flere NATO-lande har soldater i Irak, herunder Danmark.

Et flertal af Iraks parlamentsmedlemmer har stemt for et forslag, der har til hensigt at smide amerikanske tropper ud af landet.

Det sker i kølvandet på attentatet på den iranske militærleder Qassem Soleimani i Iraks hovedstad, Bagdad.

Det er nu op til den irakiske regering, om den vil lytte til parlamentet og udvise de amerikanske styrker, da forslaget ikke er bindende.

Tidligere søndag sagde Iraks midlertidige premierminister, Adil Abdul-Mahdi, dog, at han opfordrede parlamentet til at stemme for forslaget.

Det skriver Reuters.

Afviser forbindelse til attentat

Vedtagelsen af forslaget kommer oven på nogle hektiske dage i Irak.

Men den officielle forklaring bag resolutionen er dog en anden.

Her lyder det, at det er sejren over den militante gruppe Islamisk Stat, der er årsagen til, at de udenlandske styrker skal ud.

- Regeringen forpligter sig til at ophæve sin anmodning om hjælp fra den internationale koalition, der kæmper mod Islamisk Stat, fordi der ikke er flere militære operationer i Irak, og vi har opnået sejr, lyder det i resolutionen.

Ud med alle lande

Forslaget, der annullerer Iraks aftale med USA's militær om støtte i kampen mod terrorgruppen Islamisk Stat, var ikke det eneste, de stemte igennem.

Et af de andre rammer bredere end blot amerikanske styrker.

Det omhandler nemlig alle udenlandske styrker, der skal forlade Irak. Dette omhandler også Danmark, der støtter det irakiske militær ved at træne deres soldater.

Derudover har parlamentet stemt for, at den irakiske regering skal have våbenmonopol i landet.

Koalitionsmission sat på pause

Siden 2014 har en lang række lande dannet koalition med USA i spidsen og støttet Irak i kampen mod Islamisk Stat i missionen under navnet Operation Inherent Resolve.

Det var i sin tid Irak selv, der bad om hjælp mod terrororganisationen. NATO har samtidig haft en træningsmission i landet, hvor de har hjulpet irakiske styrker med at optræne soldater.

Koalitionen har søndag indstillet deres indsats mod Islamisk Stat.

I forbindelse med NATO's støtte til Iraks forsvarsstyrker er 140 danske soldater på nuværende tidspunkt i Irak.

Siden 4. januar har NATO's aktiviteter i landet dog været indstillet som følge af den stadigt eskalerende konflikt mellem USA og Iran.

Danmark skulle overtage træningsmission

De seneste år har de danske soldater fra al-Asad-basen vest for Bagdad især trænet og rådgivet den irakiske hær.

Efter planen skal Danmark overtage NATO's træningsmission i Irak i udgangen af 2020 og frem til midten af 2022.

Træningsmissionen består af omkring 500 mand.

Det indebærer blandt andet, at danske soldater skal stå for sikkerheden under persontransporter i det område, hvor Qassem Soleimani blev dræbt.

62-årige Qassem Soleimani var leder af Quds-elitestyrken i Irans Revolutionsgarde og en af Irans mest magtfulde mænd.