Udland

Sirenerne lyder i natten i Australien: - Jeg tror ikke, der er nogen, som får sovet særlig meget

Mindst 19 personer er indtil videre omkommet i de voldsomme naturbrande, mens skader på bygninger blandt andet har ledt til et bristet vandreservoir.

Efter en lørdag med rekordhøje temperaturer på tværs af kontinentet forbereder det australske beredskab sig på nogle tilsvarende travle nattetimer, hvor de hundredvis af skovbrande, som hærger landet, skal holdes i ave.

Det lokale brandvæsen i distrikterne Snowy Mountains og Southern Highlands melder ifølge The Guardian om omfattende brandskader på private boliger i områderne. Derudover er der stadig 10 såkaldte emergency fires - brande, der stadig er kritisk store - som skal bekæmpes i løbet af natten alene i disse to lokalområder.

- Det bliver en meget lang nat for både brandfolk og indbyggerne, som bor nær disse brande, siger vicekommissær Rob Rodgers.

Selvom mørket for længst er faldet på, kører der stadig udrykningskøretøjer i pendulfart rundtom i Australien. The Guardians korrespondent i landet, Helen Davidson, skriver på Twitter, at hun kan høre sirenerne fra udrykningen hver 10. minut i byen Nowra på den sydlige kyst.

- Jeg tror ikke, der er nogen, som får sovet særlig meget i nat, fortæller hun.

Det er især de sydlige delstater New South Wales og Victoria, der er hårdt ramt af naturbrandene. I alt raserer mere end 200 brande byer og store naturparker i det sydøstlige hjørne af Australien.

Vandreservoir bristet

Alene den såkaldte Currowan-brand spreder sig ifølge The Guardian nu over et areal på mere end 264.000 hektar land ved byerne Nowra og Kiola nær den australske østkyst, og det er ikke længere muligt for beboere at komme sikkert væk.

I byen Cooma, som ligger i New South Wales, er et vandreservoir med 4,5 millioner liter vand bristet som konsekvens af de omfattende brandskader, som en af naturbrandene i området har påført flere bygninger.

En kvinde er lettere kvæstet, mens flere boliger i byen er oversvømmet, lyder det fra den lokale politistyrke i en opdatering på Facebook.

Indtil videre er et areal på fem millioner hektar gået op i røg i Australien, hvilket svarer til et område på størrelse med Danmarks samlede landmasse. Mindst 19 personer er omkommet, mens flere andre savnes.

Der er søndag omfattende totalforbud mod brug af åben ild i store dele af landet, mens flere delstater stadig har erklæret undtagelsestilstand for på bedste vis at sikre indbyggerne.