Udland

NASA deler nyt billede af enorm ørkenfigur: Stadig et mysterium, hvem der står bag

Det nye billede er taget fra en af NASA's satelitter.  Nasa Earth Observatory Handout / Ritzau Scanpix

I 2018 udlovede en rigmand en dusør til dem, der kunne hjælpe med at opklare mysteriet om den enorme figur.

Et nyt billede fra det amerikanske rumagentur NASA viser, at en af verdens største kunstgåder stadig lever i bedste velgående.

NASA har netop udgivet et billede af den over fire kilometer lange figur Marree Man i den australske ørken. Det skriver CNN.

Manden er en såkaldt geoglyf, et stort motiv der er synligt fra luften, og forestiller en indfødt australsk jæger. Han er 4,2 kilometer høj, omridsets længde er 28 kilometer – og den præcise historie bag er der ingen, der kender.

Pilot opdagede ham

Første gang, Marree Man blev opdaget, var i 1998, da piloten Trevor Wright fløj over ørkenområdet ved den lille by Marree, 600 kilometer nord for Adelaide.

Han tog et billede af den kæmpe figur, men uden at vide, at han havde opdaget noget spektakulært.

– Den var så stor, at jeg gik ud fra, at alle kendte den. Men da jeg landede i byen igen, havde folk ingen idé om dens eksistens, siger Trevor Wright til ABC News.

Her ses et ældre billede af Marree Man.

I månederne efter pilotens opdagelse modtog flere lokale medier anonyme beskeder, der indeholdt koordinater til et sted cirka 500 meter under mandens næse, hvor man fandt en plade med det amerikanske flag, de olympiske ringe og et citat om Australiens oprindelige befolkning, aboriginerne.

I dag er det stadig uvist, hvor længe jægeren har været ridset i sandet – eller hvem, der har gjort det.

Var ved at forsvinde

NASAs nye billede er taget fra rummet - noget, der for få år siden ville have været umuligt.

I årenes løb blev tegningens markeringer, der til at starte med var 30 centimeter dybe, mindre synlige på grund af vind og vejr, og til sidst var det næsten umuligt at se figuren fra luften.

Det fik i 2016 en gruppe lokale at restaurere figuren, der var blevet en populær turistattraktion. Udstyret med GPS-koordinater og en gravko fik de genopfrisket Marree Man over fem dage.

Et ældre billede taget fra 6000 meters højde. Jægeren holder enten en boomerang eller en pind.

Ud over at tegne omridset op tilføjede de også et nyt element til figuren. De har plantet vegetation i linjerne, og på sigt er håbet, at Marree Man bliver grøn.

Dusør og spekulationer

Det er mere end 20 år siden, at Marree Man blev fundet, og i årenes løb har den enorme tegning trukket opmærksomhed til det ellers øde australske område.

I 2018 udlovede den australske forretningsmand Dick Smith en dusør til dem, der bidrog med oplysninger om, hvem der kunne stå bag Marree Man.

– Der er så mange forskellige påstande, og den eneste, jeg ikke tror på, er, at det er blevet lavet fra rummet, sagde han dengang til den australske tv-station ABC News.

Ingen er stået frem som bagmænd, men spekulationerne går blandt andet på, at det er en lokal kunstner fra Alice Springs. En anden teori er, at det er en amerikaner, der står bag, fordi der var et amerikansk flag på pladen.

I listen herunder kan du se andre eksempler på geoglyffer.

Andre geoglyffer

  1. Nazca Lines, Peru

    En edderkoppelignende geoglyf, der er en del af Nazca Lines i Peru.

    De mest berømte geoglyffer er Nazca Lines i Peru. Geoglyfferne strækker sig over 80 kilometer i ørkenen og er optaget på Unescos verdensarvsliste. Man mener, at Nazca Lines er lavet mellem 400-650 e.kr., men det er det er uklart, hvilken betydning, de store figurer har haft - nogle peger på, at de skulle kunne ses af guderne. 

  2. Uffington White Horse, Storbritannien

    Den hvide hest er 110 meter lang.

    Heste-geoglyffen er gravet ud af en bakke, og derefter farvet hvid med kalk. Der er flere eksempler på heste-geoglyffer i Storbritannien, men Uffington White Horse er fra 1400 f.kr. og den suverænt ældste. Heller ikke her er man sikker på betydningen. Nogle mener, at den er et stammesymbol eller et keltisk symbol for solen. 

  3. Atacama Giant, Chile

    Den over tusind år gamle geoglyf i Chile.

    Navnet på den enorme figur i Chiles ørken er passende, for kæmpen er med sine 119 meter en af verdens største geoglyffer. Ingen ved med sikkerhed, hvad kæmpens betydning er, men en teori er, at den har fungeret som en slags kalender.