Pete Buttigieg har meldt sig ind i kampen om at blive USA's næste præsident.
USA VALG

Kan det unge stjerneskud true de gamle dinosaurer?

Ung, uerfaren, ukendt og sammenlignet med Obama. 38-årige Pete Buttigieg kan blive USA's første homoseksuelle præsident.

Indtil for kort tid siden var han borgmester i en lille flække på størrelse med en middelstor dansk provinsby.

Han er blot halvt så gammel som de rutinerede konkurrenter Joe Biden og Bernie Sanders. Derudover er han homoseksuel, hvilket bestemt støder en del vælgere fra sig i USA.

Alligevel vil han være landets præsident.

Jeg havde brug for at få en uddannelse i den virkelige verden, hvis en sådan findes

Pete Buttigieg i sin selvbiografi ’Shortest way home’

Men hvem er denne 38-årige Pete Buttigieg?

Strøget gennem Harvard

Han er født som enebarn af to professorer fra Notre Dame University i South Bend, Indiana.

Faren, Joseph Buttigieg, er immigrant fra Malta, mens hans mor, Jennifer Anne Montgomery, har trådt sine barnesko i Indiana.

At Pete Buttigieg kom fra et hjem med bøger, fornægtede sig ikke i skolen.

I gymnasiet udmærkede han sig som klassens bedste og blev belønnet med et stipendie til Harvard.

Det blev starten på unge Petes flirt med politik.

Efter at være strøget gennem Harvard blev Pete Buttigieg i 2004 belønnet med det hæderkronede Rhodes-legat, der sikrede ham to års studier på Oxford University. Her fik Pete Buttigieg i 2006 en bachelor i filosofi, politik og økonomi.

Men det blev politikken, der vandt den unge mands hjerte.

Presset til at offentliggøre kundeliste

I 2007 blev Pete Buttigieg frivillig i Barack Obamas valgkampagne. Sideløbende arbejdede han for det anerkendte amerikanske konsulentfirma McKinsey & Company i Chicago, der er kendt for at rådgive en række af verdens mest magtfulde regeringer og virksomheder.

- Jeg havde brug for at få en uddannelse i den virkelige verden, hvis en sådan findes, skriver Pete Buttigieg i sin selvbiografi ’Shortest way home’ om sit jobvalg.

Hans politiske modstandere har under den nuværende valgkamp sat spørgsmålstegn ved Buttigiegs kunderelationer i sin tid hos McKinsey & Company.

Firmaet er blevet kritiseret for at have arbejdet for statsejede firmaer i både Rusland og Kina. Efter pres har Pete Buttigieg derfor offentliggjort en liste over de kunder, han arbejdede for i konsulentfirmaet.

Den hjemvendte søn blev borgmester

I en alder af 25 år flyttede Pete Buttigieg i 2007 tilbage til fødebyen South Bend. Det var tid til at få styr på de ting, der betyder mest i tilværelsen, som han skriver i sin selvbiografi.

Set i lyset af hvor få Harvard-studenter, der trækker i trøjen, valgte Pete Buttigieg at skrive sig op til militærtjeneste i den amerikanske flåde.

Samtidig involverede Pete Buttigieg sig mere og mere i delstatspolitik i Indiana, og i 2010 var han demokraternes bud, da delstaten skulle have ny statskasserer.

Han tabte knebent, men to år senere tog den unge himmelstormer revanche, da han smadrede sine modstandere ved valget til borgmesterposten i South Bend.

Han høstede tæt ved 74 procent af stemmerne og blev den yngste borgmester nogensinde i en amerikansk by med flere end 100.000 indbyggere.

På kant med byens sorte

Pete Buttigiegs første periode som borgmester var i store træk en succes med faldende arbejdsløshed og økonomisk optur, men der var også et alvorligt bump på vejen.

Det kom, da føderalmyndigheder afslørede, at South Bends sorte politidirektør, Darry Boykins, havde godkendt ulovlig aflytning af en række betjentes telefonopkald. Betjentene var under mistanke for at have udtalt sig racistisk om nogle af deres sorte kolleger – inklusivt politidirektøren selv.

Borgmester Buttigieg så sig nødsaget til at degradere politichef Boykins og senere kræve hans afgang. På kort tid fik den ellers så populære borgmester størstedelen af byens afroamerikanske borgere på nakken.

Efterfølgende har Pete Buttigieg kaldt episoden for hans ”første seriøse fejl som borgmester”, men hændelsen har siden forfulgt ham i hans forsøg på at blive demokraternes præsidentkandidat.

Hans politiske modstandere - og fortalere for sortes rettigheder - har sat spørgsmålstegn ved Buttigiegs evne til at favne de svage og marginaliserede i samfundet.

Livets store spørgsmål

Halvvejs inde i sin første periode som borgmester blev Buttigieg i februar 2014 udsendt til Afghanistan som efterretningsofficer. En del af hans arbejde bestod i at patruljere i sønderbombede Kabul i militærkøretøjer.

Disse ikke altid ufarlige missioner fik Pete Buttigieg til at tænke over livets store spørgsmål – såsom samhørigheden i hans eget liv – eller mangel på samme, som Buttigieg beskriver det i sin selvbiografi.

Han havde fortalt nogle få venner, at han var homoseksuel, men frygtede for sin politiske karriere, hvis det blev offentligt kendt.

Det var nødt til at ændre sig, tænkte Pete Buttigieg, da han pakkede sin vadsæk og drog hjem til South Bend efter endt tjeneste i Kabul.

Oplevelserne i Afghanistan havde skærpet både hans personlige og politiske ambitioner.

- Du har kun ét liv. Jeg tror altid, jeg har haft den følelse. Den følelse var kraftigere, da jeg kom hjem fra min udsendelse, fortæller Pete Buttigieg i sin bog.

Sprang ud i klumme

Han sprang ud over for sine forældre tidligt i 2015 – og i en klumme i South Bend Tribune nogle måneder efter – alt imens han kæmpede for at blive genvalgt som borgmester.

Vælgerne kvitterede ved at genvælge Buttigieg med mere end 80 procent af stemmerne.

I 2018 giftede Pete Buttigieg sig med partneren Chasten Glezman, som han mødte på en datingapp i 2015. Efter han annoncerede sit kandidatur, har Chasten Buttigieg sagt sin stilling op som gymnasielærer for at støtte sin ægtefælles valgkampagne.

Hvad er hans politik?

Pete Buttigieg støtter kvinders ret til abort, kampen mod klimaforandringer og afskaffelsen af dødsdomme.

Han ønsker et ”sikkert, reguleret og lovligt” salg af marihuana – og så er Buttigieg tilhænger af, at våbenloven strammes, så alle, der vil købe et håndvåben, skal gennemgå et sikkerheds- og baggrundstjek.

Pete Buttigieg har valgt en moderat tilgang til spørgsmålet om sygesikring – et sprængfarligt emne, der vanen tro deler vandene og er til voldsom debat i USA.

Buttigieg er fortaler for, at amerikanere selv skal kunne vælge, om de vil benytte sig af offentlig eller privat sygesikring.

Den unge kandidat har gentagne gange kritiseret præsident Trumps stramme linje over for immigranter. Buttigieg kaldte blandt andet præsidenten for hensynsløs, da Trump valgte at udstationere amerikanske soldater ved grænsen til Mexico.

Knald eller fald

Trods de mere erfarne konkurrenter, som han aldersmæssigt kunne være søn af, er det foreløbig lykkes det unge stjerneskud at få folk til at tale om ham.

Alene de sidste tre måneder i 2019 fik Buttigieg indsamlet 166 millioner kroner til sin kampagne. I meningsmålingerne var Pete Buttigieg i december sidste år helt forrest i feltet i den vigtige delstat Iowa.

Han var således – ifølge et gennemsnit fra Real Clear Politics – demokraternes favorit i hele 45 dage i træk. Det førte til flere sammenligner med den dengang tilsvarende unge kandidat Barack Obama, som fik sit brede folkelige gennembrud, da han i 2008 slog Hillary Clinton knebent i netop Iowa.

Siden nytår er Pete Buttigieg faldet en anelse i målingerne, og han ligger nu bag Joe Biden og Bernie Sanders. Men i Iowa kender ingen resultaterne, før dørene er lukket på det sidste valgsted.

I nat er det så sandhedens time.

Klarer han sig godt, vil resten af Amerika skulle forholde sig til unge Buttigieg - og så kan selv Det Hvide Hus blive en realitet for det unge stjerneskud.