Udland

I 1999 gav Putin et løfte på tv - det har han holdt

Ruslands præsident Vladimir Putin har nu været ved magten i to årtier. Som tiden er gået, er propagandaen omkring ham blevet mere og mere massiv.

Da præsidenten tonede frem på de russiske tv-skærme, kom han med en enorm overraskelse til sine landsmænd.

Der vil ikke blive noget magtvakuum, end ikke et øjeblik

Vladimir Putin efter 12 timer som præsident

Det var den sidste aften i det 20. århundrede, og mens han sad der foran et juletræ, kunne Boris Jeltsin fortælle, at nationen ville gå ind i det 21. århundrede med en ny stærk mand ved magten.

Boris Jeltsins sidste tale som præsident 31. december 1999.

- Jeg trækker mig tilbage før tid. Jeg har indset, at jeg er nødt til det. Rusland må gå ind i det nye årtusinde med nye politikere, nye personligheder og med nye kvikke, stærke og energiske folk, sagde Boris Jeltsin i talen, der blev sendt ved middagstid i Moskva.

Efterfølgerens navn var Putin.

Vladimir Putin - en tidligere KBG-agent på 47 år, der havde været relativt ukendt, indtil Boris Jeltsin udnævnte ham til premierminister i august 1999.

Da han var taget i ed, kunne den nye præsident holde sin nytårstale ved midnat.

- Jeg vil henlede jeres opmærksomhed på det faktum, at der ikke vil blive noget magtvakuum, end ikke et øjeblik. Der har ikke været et vakuum, og der vil ikke komme et, sagde Vladimir Putin.

BLÅ BOG: VLADIMIR PUTIN

Født: 7. oktober 1952 i Rusland

Uddannet jurist ved Leningrad Statsuniversitet

1975: Ansat i efterretningstjenesten KGB

1985-1990: KGB-spion i Østtyskland

1998-1999: Chef for FSB, den føderale sikkerhedstjeneste

1999-2000 Premierminister

2000-2008: Præsident

2008-2012: Premierminister

2012-nu: Præsident

Vladirmir Putin har to voksne døtre med Ljudmila, som han blev skilt fra i 2014.

I dag er der gået 20 år siden de to taler, og begge fik ret i nogle af de ting, de sagde.

Der kom intet magtvakuum i Rusland, og nationen gik ind i det 21. århundrede med en ny personlighed i front.

Vladimir Putin har været ved magten som præsident og premierminister lige siden, og her kan du se billeder fra alle Putins år i spidsen for Rusland.

I offensiv mod Tjetjenien

Putin ankommer til Tjetjenien i et jagerfly i marts 2000.

Vladimir Putin havde kun været fungerende præsident i én dag, da han besøgte de russiske soldater i Tjetjenien første gang.

Kampen mod oprørerne blev en af hans mærkesager, og i marts fløj han dertil som andenpilot i et russisk jagerfly.

Mester i armlægning

Vladimir Putin lægger arm med en lokal kvinde, Julia Beganova, under et besøg i Tartarstan.

Vladimir Putin er kendt for at være god til at lægge arm.

For eksempel har han dystet mod det amerikanske kongresmedlem Dana Rohrabacher. Under et møde i 1990'erne besluttede de to at afgøre, hvem der vandt Den Kolde Krig ved at lægge arm. Putin vandt, har Dana Rohrabacher fortalt.

På kærlighedsbænken med Ljudmilla

Vladimir Putin med hustruen Ljudmilla under et besøg i Indien.

Under et af sine første statsbesøg i Indien lod Vladimir Putin sig fotografere på den berømte kærlighedsbænk ved Taj Mahal. Ifølge avisen The Hindu måtte fotograferne presse ham for at få billedet.

- Han fik sin hustru til at sidde ved siden af sig for at få 'det perfekte billede af et romantisk par foran kærlighedens monument,' skrev avisen.

Parret blev skilt i 2014.

Overnattede i en atomubåd

Vladimir Putin i uniform i april 2000.

Kort efter han blev valgt som præsident, besøgte Vladimir Putin Ruslands nordflåde.

Her overnattede han blandt andet i en atomubåd nord for polarcirklen, og som en sjældenhed lod han sig fotografere i militæruniform.

Med Bush bag rattet

Vladimir Putin på besøg hos George W. Bush.

Efter lidt over ét år ved magten var Vladimir Putin populær i Vesten. I november 2001 besøgte han USA's præsident George W. Bush.

Forholdet mellem USA og Rusland var historisk nært efter terrorangrebene 11. september, og George W. Bush inviterede Putin til sin ranch i Texas.

Det sorte bælte

Vladimir Putin træner Judo.

På trods af sin post som præsident har Vladimir Putin stadig tid til at dyrke sport. Han har selv fortalt, at han begyndte at træne kampsport som 14-årig, og at han fik det sorte bælte fire år senere. Efterfølgende har Vladimir Putin opnået det sorte bælte i aikido og taekwondo, og så er han blevet tildelt det sorte bælte af ottende grad i karate.

Præsidentens kritikere hævder imidlertid, at hans præstationer er iscenesatte, og at modstanderne lader ham vinde.

På ferie hos Berlusconi

Putin og Berlusconi.

Vladimir Putin og den italienske politiker og rigmand Silvio Berlusconi har et nært forhold. Venskabet mellem de to begyndte for alvor at tage fart i 2002, da Putins to teenagedøtre boede en måned i Berlusconis sommerhus i Porto Rotondo. I 2003 kom hele Putins familie så på besøg.

Billedet ovenfor er fra en pressekonference i Italien i august 2003.

En beroligende hånd

Putin besøger et hospital i Beslan.

I 2004 blev Rusland ramt af et stort terrorangreb mod en skole i den lille by Beslan. Terrorister trængte ind på skolen, hvor voksne og børn blev taget som gidsler.

Mindst 334 mennesker blev dræbt ved angrebet. Vladimir Putin besøgte efterfølgende ofrene. Pigen på billedet sov under præsidentens besøg.

I en Volga med Bush

Valdimir Putin og George W. Bush i den russiske præsidents Volga fra 1956.

Efter USA's præsident George W. Bush havde givet Vladimir Putin en tur i sin bil, gengældte russeren den gestus.

De to præsidenter tog en tur i Putins gamle Volga til glæde for fotograferne.

På skydebanen med spionerne

Putin demonstrerer sine evner som skytte.

Som tidligere agent i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB har Vladimir Putin selvfølgelig lært at bruge våben.

Herover er han på skydebanen hos den militære efterretningstjeneste GRU i anledning af, at tjenesten har fået nyt hovedkvarter.

En hund efter Angela Merkel

Putins hund skræmmer Angela Merkel.

Tysklands forbundskansler Angela Merkel er bange for hunde, efter hun blev bidt i knæet af en jagthund nær barndomshjemmet i Templin i 1995.

Putin udnyttede formentlig den angst, da Merkel mødte ham i 2007. Den russiske præsident lod sin labrador-retriever Koni løbe ind i mødelokalet, mens pressen så på. Den sorte tæve snusede til Angela Merkel, mens pressefotograferne fangede rædslen i hendes blik.

Årets person

Vladimir Putin blev kåret som årets person i 2007.

Time Magazine kårede Vladimir Putin som årets person i 2007.

Magasinets begrundelse var, at præsidenten havde bragt sit land ud af kaos og ført Rusland tilbage til kredsen af verdens mest magtfulde nationer, selvom det var sket på bekostning af demokratiske principper.

Præsidenten kom til undsætning

Vladimir Putin med en bedøvet tiger.

I 2008 kunne russisk tv fortælle, at præsidenten havde reddet et tv-hold, der blev overfaldet af en sjælden amur-tiger, ifølge Reuters.

Russisk tv fortalte, at præsidenten resolut tog et gevær og skød tigeren med en bedøvende pil. Senere kunne miljøaktivister fortælle, at tigeren på billedet stammede fra en zoologisk have.

På bunden af søen

Vladimir Putin dybt nede i Bajkal-søen.

Den russiske Bajkal-sø er verdens dybeste sø, og Vladimir Putin har været nede på bunden.

Søen er over 1600 meter dyb på det dybeste sted, og præsidenten dykkede ned i miniubåden Mir-1.

På ferie i bar overkrop

Vladimir Putin på ferie i Sibirien i 2009.
Vladimir Putin svømmer på sin ferie i Sibirien i 2009.
Putin fisker under sin ferie i 2009.

I 2009 måtte Vladimir Putin overdrage præsidentposten til premierminister Dmitrij Medvedev på grund af landets valglov. Putin fortsatte selv som premierminister, og Dmitrij Medvedev så ud til at følge Putins vilje.

Samtidig fik Putins image som macho-mand et ordentligt skub, da billederne fra hans ferie i Sibirien blev offentliggjort. På størstedelen af dem er han i bar overkrop og i færd med actionprægede aktiviteter.

På hvaljagt med armbrøst

Vladimir Putin skyder en hval med en armbrøst.

Vladimir Putin optræder jævnligt bevæbnet og i selskab med store dyr. I 2010 lykkedes det ham at ramme en gråhval med en pil fra en armbrøst.

Pilen var designet til at indsamle skindprøver fra hvalen. Der skulle dog fire forsøg til, før Vladimir Putin ramte det store dyr.

På tur med Natteulvene

Vladimir Putin med Natteulvene i 2011.

Vladimir Putin har et særligt forhold til Ruslands største motorcykelgruppe, Natteulvene.

Der er cirka 5000 medlemmer, og gruppens leder har fået en orden af præsidenten på grund af "gruppens patriotiske arbejde".

Flyvetur med traner

Vladimir Putin følger en flok traner på træk.

Den russiske natur er en stor kilde til historier om Vladimir Putin. I 2012 besluttede han sig for at flyve med en flok traner i et letvægtsfly.

Det tog halvandet år at forberede turen, og ifølge Putin var det sværere at styre det lille letvægtsfly end et af Ruslands jagerfly.

De topløse aktivister

En topløs demonstrant protesterer mod Vladimir Putin under et besøg i Tyskland i 2013.

Vladimir Putins greb om magten blev i løbet af 10'erne udsat for stigende kritik, og kravene om reformer tog til.

Under et besøg hos Tysklands kansler Angela Merkel i 2013 blev han opsøgt af en gruppe demonstranter, der havde skrevet "fuck diktatoren" på deres kroppe.

Den olympiske flamme

Putin tænder den olympiske flamme i Sochi.

De Vinterolympiske Lege i 2014 var et af Vladimir Putins helt store prestigeprojekter. Herover er han med til at tænde den olympiske flamme ved legenes begyndelse.

Senere samme år blev de fredelige takter afløst militær larm, da Rusland annekterede Krim-halvøen fra Ukraine.

Besøget på Krim

Vladimir Putin holder tale i Savastopol på Krim-halvøen.

Den russiske besættelse af Krim-halvøen blev hurtigt fulgt op af et besøg fra Vladimir Putin. Herover ses han i byen Sevastopol i maj 2014.

Krim havde indtil da hørt til Ukraine, og den russiske besættelse blev fordømt i størstedelen af verden.

Workout alene

Putin træner i en af sine boliger i Sochi.

Mens Vladimir Putin blev mere og mere isoleret på den internationale scene på grund af annekteringen af Krim og konflikten i det østlige Ukraine, arbejdede han stadig på at holde sig i form.

Herover træner han i en af præsidentboligerne i den olympiske by Sochi.

Damernes mand

Vladimir Putin med en gruppe kvindelige fans.

Selvom Vladimir Putins rygte på den internationale scene var blevet endnu mere blakket i 2016, var han stadig populær i hjemlandet.

Her bliver han opsøgt af en gruppe modeller klædt ud som brude under Moskva-dagen 2016.

Vladimir og Donald

Donald Trump og Vladimir Putin under APEC-topmødet i Vietnam i december 2017.

Efter det amerikanske præsidentvalg i 2016, som blev manipuleret af Rusland, kunne de to landes præsidenter mødes og give hinanden hånden.

Hvor omfattende den russiske indblanding var diskuteres stadig i USA.

På besøg i Syrien

Vladimir Putin på besøg i Syrien i 2017.

Den russiske støtte til Syriens præsident Bashar al-Assad hjalp ham til at bevare magten trods den blodige borgerkrig i landet.

Herover ses Vladimir Putin på besøg hos Assad i Syrien i 2017.

Det kolde gys

Vladimir Putin vinterbader.

I en alder af 65 år var Putin stadig vinterbader. På trods af temperaturer på ned til 30 minusgrader gik han i vinteren 2018 i vandet ved helligtrekonger.

På det tidspunkt var der ikke ret megen tvivl om, at han ville blive genvalgt som præsident. Ifølge OSCE, der har overvåget valget, var der dog ikke tale om et demokratisk valg, da der ikke var opstillet nogen reelle modkandidater.

Til middag med Kim Jong-un

Vladimir Putin skåler med Nordkoreas diktator Kim Jong-un i april 2019.

Det er ikke kun USA's præsident, der mødes med Nordkoreas diktator. Det gør Vladimir Putin også.

I april 2019 inviterede Putin Kim Jong-un til Moskva for at diskutere forholdet mellem Nord- og Sydkorea.