Udland

Brandmand død i ildtornado - 4000 er flygtet til strand

På grund af de ukontrollerede brande er der tirsdag sket et strømnedbrud på sydkysten af Australien.

En 28-årig frivillig brandmand er den seneste til at miste livet i kampene mod de utallige brande, der hærger Australien.

Samuel McPaul blev dræbt mandag, da en ildtornado i området Upper Murray øst for hovedstaden, Canberra, fik fat i den otte ton tunge brandbil, han kørte i, og kastede den om på taget.

Den skræmmende ildtornado opstod, da branden i området var så massiv, at den skabte sit eget vejrsystem, som kaldes pyrokumulus.

Det sker, når der er tilstrækkelig med varm luft, der stiger i en søjle fra branden. Hvis der er fugt i luften, bliver der dannet skyer. De kan føre til tordenstorme og lyn, hvilket kan antænde nye brande.

Samuel McPaul efterlader sig en gravid hustru, oplyser brandvæsnet i delstaten New South Wales ifølge det australske medie ABC.

- Det er tragisk

En anden frivillig i den væltede brandbil blev alvorligt forbrændt, mens føreren overlevede med småforbrændinger.

- Det er tragisk. En af vores meget elskede og respekterede lokale brandmænd har mistet livet, siger direktør i brandvæsnet Shane Fitzsimmons til ABC.

Det er den værste sæson med skovbrande i Australien nogensinde, og der er mere end 100 brande i landet lige nu, meddeler Fitzsimmons tirsdag morgen dansk tid. Det skriver The Guardian.

Mere end halvdelen af brandene er stadig ude af kontrol, og over 2200 brandmænd er sendt i marken for at bekæmpe flammerne.

Heste i flammerne ved Blue Mountains nær Sydney.

Udover den 28-årige brandmand er to personer - formentlig en far og en søn - fundet døde på den australske sydkyst i New South Wales.

De to blev fundet i byen Cobargo, som næsten er udslettet af flammer, oplyser vicepolitikommissær i NSW, Gary Warboys, ifølge The Sydney Morning Herald.

Derudover frygtes en person at være død i byen Narooma, siger han.

I delstaten Victoria er der fire personer, som myndighederne ikke kan gøre rede for, skriver det australske medie ABC.

På grund af de ukontrollerede brande er der tirsdag sket et strømnedbrud på sydkysten af Australien fra det sydlige Nowra til byen Moruya. Det oplyser New South Wales politi på Facebook og konstaterer, at der ikke er udsigter til, at der kan rettes op på nedbruddet indenfor de næste 24 timer.

Nedbruddet kan også komme til at påvirke telefonforbindelsen og internetforbindelsen ved sydkysten, lyder det.

4000 fanget på strand

Tidligt tirsdag morgen blev omkring 4000 personer nødt til at søge tilflugt på en strand på Australiens sydøstkyst, som er omringet af brande.

Stranden ligger ud for byen Mallacoota.

De 4000 lokale og feriegæster er her beskyttet af brandmænd, der tilskynder personerne til at opholde sig tæt på havet.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har myndighederne en redningsplan klar, hvis de skal evakueres via vandet eller luften.

Har skabt sit eget vejrsystem

I alt 12 mennesker har mistet livet i brandene indtil videre.

En frivillig brandmand i byen Balmoral, der stort set blev udslettet.

I en pressemeddelelse kalder Australiens premierminister, Scott Morrison, det seneste dødsfald for en hjerteskærende nyhed og kondolerer til familier og pårørende.

- Sam McPaul var en modig brandmand. På ondeste vis skal Sam og hans kone, Megan, have barn til maj. Jeg kan ikke forestille mig den smerte, familien må føle lige nu. Jeg har talt med Megan og udtrykt min kondolence på vegne af kontinentet, siger Scott Morrison ifølge The Sydney Morning Herald.

Premiereministeren siger, at han desværre forventer, at brandene vil fortsætte i flere måneder.

Natten til tirsdag dansk tid er der meldinger om, at brandene også nærmer sig populære kystområder som Batesman Bay og Jervis Bay syd for Sydney.

I kystbyen Bermagui sydøst for Canberra deler borgere billeder af de voldsomme brande, mens flere borgere i Mallacoota også deler billeder af en blodrød himmel, der bliver kaldt apokalyptisk.