Udland

USA dræber militante islamister i luftangreb i Somalia

Et af de mange dødsofre fra bombeangreb 28.december i Somalias hovedstad, Mogadishu, bæres væk. Said Yusuf Warsame / Ritzau Scanpix

Fire medlemmer af den islamistiske al-Shabaab-bevægelse er dræbt i amerikanske luftangreb i Somalia.

Fire personer er dræbt i amerikanske luftangreb mod den islamistiske al-Shabaab-bevægelse i Somalia i det østlige Afrika.

Det oplyser det amerikanske militær ifølge nyhedsbureauet AFP.

- I samarbejde med Somalias regering har USA's Afrika-kommando udført tre luftangreb to forskellige steder rettet mod militante fra al-Shabaab, oplyser det amerikanske militær i en meddelelse.

"Fire terrorister" blev dræbt i angrebene, tilføjer militæret.

Luftangrebet kommer, efter at mindst 79 mennesker lørdag blev dræbt og omkring 130 blev såret, da en voldsom eksplosion ramte Somalias hovedstad, Mogadishu.

Ingen har ifølge nyhedsbureauet Reuters taget skylden for angrebet, men ifølge Danmarks ambassadør for Somalia, Mette Knudsen, tyder meget på at al-Shabaab står bag.

- Den her skala angreb med så stor en bilbombe, der fører til at så mange omkommer, er typisk terrororganisationen al-Shabaab, sagde hun søndag.

Amerikansk luftvåben i 110 angreb

Det jihadistiske al-Shaabab har erklæret sin loyalitet til den internationale islamistiske organisation al-Qaeda.

Al-Shabaab blev presset ud af Mogadishu ud i 2011, men bevægelsen kontrollerer stadig visse områder af Somalia. Bevægelsen retter ofte sine angreb mod prominente restauranter og hoteller, og har også udført angreb i nabolandet Kenya.

I 2019 har det amerikanske luftvåben øget antallet af luftangreb. I april i år oplyste USA's militær, at det siden april 2017 har dræbt over 800 personer i 110 luftangreb.

Ligeledes søndag var amerikanske kampfly også på vingerne i Irak og Syrien, hvor der blev rettet angreb mod den militante gruppe Kataib Hizbollah, der støttes af Iran.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters ramte de amerikanske angreb våbenlagre og kontrolcentre, der tilhører den militante bevægelse.

Gruppen skal have brugt centrene til at planlægge angreb.