Udland

Monty Pythons 'syvende mand' er død

Neil Innes blev 75 år. Michael Melia / Ritzau Scanpix

Han var en vidunderlig teksforfatter og performer, skriver John Cleese efter 'den syvende Python's pludselige død.

Den britiske musiker, tekstforfatter og skuespiller Neil Innes er død. Han blev 75 år.

Han døde søndag af naturlige årsager, hurtigt og uventet, fremgår det af en pressemeddelelse på hans hjemmeside.

- Vi har mistet en smuk, venlig, mild sjæl, hvis musik og sange rørte alle, og hvis intellekt og søgen efter sandheden inspirerede os alle, står der.

Neil Innes var blandt andet kendt fra bandet Bonzo Dog Doo-Dah, Beatles-parodibandet The Rutles og ikke mindst hans tætte samarbejde med det britiske komikerkollektiv Monty Python, hvilket sikrede ham tilnavnet ’den syvende Python’.

Han skrev musik og sketcher til gruppen og optrådte også selv under deres liveshows, ligesom han havde roller i tv-serien 'Monty Pythons Flyvende Cirkus' og filmene ’Life of Brian’ og 'Monty Python og de skøre riddere'.

Mindes af Cleese og Palin

Flere medlemmer af Monty Python har udtrykt deres sorg over tabet af Neil Innes.

- Han var en fremragende tekstforfatter, og han var excentrisk, og han var begavet uden at være selvhøjtidelig, siger Michael Palin ifølge BBC til Radio 4.

Palin beskriver Neil Innes som et varmt menneske og en god ven. Det samme gør John Cleese, der skriver på Twitter, at han er forfærdet over Neil Innes pludselige død.

- Vidunderlig tekstforfatter og performer. Da han arbejdede med Python på vores sceneshows, plejede jeg at lytte til ’How Sweet To Be An Idiot’ hver aften på højtaleranlægget, skriver han.

Sangen, John Cleese nævner, kom i øvrigt til at betyde, at Neil Innes i 1990’erne blev krediteret for en Oasis-sang, efter at det blev afgjort, at Noel Gallagher havde været lige rigeligt inspireret af 'How Sweet To Be An Idiot', da han skrev sangen ’Whatever’.

Neil Innes efterlader sig sin hustru Yvonne, tre sønner og tre børnebørn.