Udland

Officer under Trumps vinger kaldes ond af sine soldater

The New York Times har offentliggjort videooptagelser af afhøringer af kommandosoldater i dramatisk retssag.

"Ond" og "fuldstændig parat til at dræbe hvem som helst".

Sådan beskrives den amerikanske flådeofficer Edward Gallagher, som har været stillet for retten for krigsforbrydelser, af flere af sine underordnede. Det skriver The New York Times.

Gallagher er blevet kendt i offentligheden, efter at præsident Donald Trump har hædret ham, selv om topofficerer i flåden havde degraderet ham.

The New York Times har offentliggjort videooptagelser af afhøringer af Gallaghers underordnede i flådens specialstyrke Navy Seals.

Her betegner de Edward Gallagher som "sindssygt ond".

Han bliver beskyldt for at stå bag drab på civile og for at have stukket en dolk i halsen på en halvt bevidstløs teenagekriger fra Islamisk Stat. Efterfølgende skal Gallagher have arrangeret et gruppebillede omkring liget.

Kommandosoldaterne fra specialstyrkens Team 7 er synligt rystede. Nogle bryder grædende sammen, da de i en retssal fortæller om Gallagher.

- Manden er sindssygt ond, siger kommandosoldaten Craig Miller.

Gallagher bliver også beskyldt for at skyde mod tilfældige civile i Irak - blandt andet mod en ung pige. Han blev under retssagen frifundet for drab, og han har fået en mild straf med en mindre degradering. Sagen kørte ved en militær domstol.

Trump ophævede degradering

Trump var for nylig vært for Gallagher og dennes kone i sit residens i Mar-a-Lago i Florida.

Gallaghers underordnede klagede i april sidste år over, at ingen havde reageret på indberetninger om officeren. Måneder senere blev Gallagher anholdt,

Edward Gallagher sammen med sine kone Andrea Gallagher, efter han blev frikendt for de alvorligste anklager.

Han blev dog degraderet, men Trump greb ind og ophævede denne degradering. Præsidenten er dermed gået imod de øverste ledere i flåden. I flåden taler nogle om magtmisbrug i Det Hvide Hus.

Derefter kom det til et opgør om, hvorvidt Gallagher skulle have lov at beholde sin "Trident Pin". Det er navnet på det tegn med Navy Seals-logo, som viser, at man tilhører specialstyrken. Det indeholder blandt andet en trefork. Dette opgør førte til, at USA's forsvarsminister, Mark Esper, fjernede flådeminister Richard Spencer.

Han var utilfreds med Spencers håndtering af Gallagher-sagen, da Trump i et tweet havde gjort det klart, at Gallagher skulle have lov at beholde sin "Trident Pin".

Den 40-årige Gallagher afviser de beskyldninger, der rettes mod ham. Han siger, at han er offer for kommandosoldater, som ikke kan leve op til hans præstationer.