Udland

Store dele af Venedig er oversvømmet

Tidevandet har hævet vandstanden med 144 centimeter. Det er kun seks uger siden, at vandet sidst skyllede ind over byen.

Venedigs historiske gader ligger endnu engang under vand.

Tidevandet har mandag hævet vandstanden med 144 centimeter, og det har oversvømmet 60 procent af den italienske by. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Højvandet kulminerede klokken 09.45 mandag formiddag. Det næste højvande ventes tirsdag med 135 centimeter over normalen. Det skyldes, at Venedig i de seneste dage været ramt af tordenvejr med regn og kraftige vinde.

Byen blev også oversvømmet flere gange i november. Hele fem gange steg vandstanden med over 120 centimeter. En enkelt gang - 12. november - var vandstanden 187 centimeter over daglige vande, hvilket er det højeste i 50 år. Fælles for oversvømmelserne er, at intervallerne mellem dem bliver kortere.

Ifølge byens borgmester løber omkostningerne efter de mange oversvømmelse i november op i en milliard euro, da både huse, forretninger og historiske bygninger skal renoveres.

60 procent af det historiske centrum er oversvømmet.

Også turismen i Venedig er hårdt ramt af oversvømmelserne. Flere hoteller melder om et rekordstort antal aflyste reservationer, skriver AP.

Digeprojekt har været undervejs i årevis

Landets regering har i årevis lovet at etablere et digeprojekt i den historiske by.

Allerede i 1990'erne lavede man de første udkast til det mobile digesystem MOSE, som består af 78 store klaplåger, der skal holde vandet væk fra Venedig. Projektet skulle have stået færdigt for ni år siden, men i 2014 kom det frem, at de penge, der var afsat, i høj grad var gået til korruption.

Mindst en ud af seks milliarder euro var havnet i lommerne på embedsmænd.

Regeringen lover nu, at projektet står færdig om senest to år.