Udland

Nyt socialt medie med millioner af brugere kan være et redskab til overvågning

Det nye sociale medie overvåger, hvor du er, gennem en vejrtjeneste og lagrer dine kontakter, viser en undersøgelse New York Times har lavet. (Arkiv.) Gleb Garanich / Ritzau Scanpix

Det nye sociale medie ToTok er kærkomment for borgere i Mellemøsten, men kritikere mener, det er det nyeste redskab i et digitalt våbenkapløb.

Facebook, Instagram, Skype, WhatsApp. Sociale medier gør det muligt at holde kontakten med venner og familie.

Sådan er det i midlertidig ikke for borgere i de mere autoritære lande i verden.

De deler deres kontakter, videoopkald, position, hvilke underretninger har du ellers brug for?

Patrick Wardle, tidligere hacker for USA’s nationale sikkerhedsargentur

Her er disse ofte kun til rådighed i en begrænset version - hvis overhovedet - og derfor bruges andre lokale apps. Et af de nyeste i de Forenede Arabiske Emirater (FAE) er appen ToTok, men den kan være regeringen nye middel til spionage og overvågning.

Det konkluderer amerikanske embedsmand med adgang til en fortrolig efterretningsvurdering af appen over for New York Times, der også selv har undersøgt det sociale medie og skaberne af det.

Regering overvåger brugernes handlinger

ToTok blev lanceret i november og bliver markedsført som en nem og sikker måde at sende tekstbeskeder eller foretage videoopkald med sin omgangskreds.

Den er allerede blevet downloadet millioner af gange på Apple- og Google-enheder. Ikke kun i Mellemøsten, men også i Europa, Asien og Nordamerika.

Og den får rosende ord med på vejen.

- Gud være lovet! Jeres app er den bedste app nogensinde. Den gør det muligt for min familie og jeg at holde kontakten!!!, skriver en bruger fra appens hjemland ifølge New York Times, mens en anden skriver:

- Endelig en app, der virker i FAE.

Men ifølge de nye efterretninger bruges det sociale medie af landets regering til at overvåge og lagre brugernes samtaler, personlige forhold, fremtidige aftaler, billeder, samt hvor de opholder sig og bevæger sig hen.

Digitalt våbenkapløb

ToTok udgør ifølge New York Times det nyeste eksemplar i et digitalt våbenræs blandt rige, autoritære regeringer. Regeringerne er på jagt efter nemmere og mere effektive måder at udspionere og overvåge blandt andet fjender i udlandet, terrorister, journalister og regeringskritikere.

Og her er et socialt medie et slagkraftigt redskab. På den måde kan regeringerne skære mellemmanden væk og selv overvåge deres mål.

- Det er det smarte ved denne metode. Hvis du kan få folk til selv at downloade appen på deres telefon, behøver du ikke hacke dem for at udspionere dem. De deler deres kontakter, videoopkald, position, og hvilke underretninger har du ellers brug for?, siger Patrick Wardle, der er tidligere hacker for USA’s nationale sikkerhedsargentur, til New York Times.

ToTok deler brugerens position gennem en indbygget lokationsbaseret vejrtjeneste og indhenter hele tiden ny kontakter under påskuddet at gøre det nemmere at komme i kontakt med venner.

Alt dette bliver ikke tydeligt fortalt, men gemmer sig i sætningen, ”vi vil måske dele dine personlige data med virksomheder,” under aftalevilkårene.

Fjernet men kan stadig bruges

Hverken CIA eller FAE’s regering har kommenteret New York Times afsløring.

Google har efterfølgende fjernet ToTok fra deres appbutik, fordi den overtræder "uspecificerede retningslinjer". Apple fjernede også appen fredag, men er stadig i gang med deres egne undersøgelser.

Men de millioner af mennesker, der har downloadet den, siden den kom på gaden, kan stadig bruge den.