Udland

IS rører på sig: - De er som al-Qaeda på steroider, advarer antiterrorchef

IS vokser i styrke og antal i Hamrin-bjergene i Irak, hvor de gemmer sig i bjerge som al-Qaeda gjorde, advarer kurdisk topembedsmand. (Arkiv.) Stringer / Scanpix Denmark

Irak står i en af de værste politiske kriser i flere år. I ingenmandsland mellem den irakiske regering og kurdernes territorier vokser IS i styrke.

- De er som al-Qaeda på steroider.

Sådan lyder analysen af terrororganisationen Islamisk Stats nuværende styrke fra chef for den irakisk-kurdiske antiterrorgruppe CTG, Lahur Talabany, skriver BBC.

Han mener, at IS har bedre teknikker, taktikker og teknologisk forstand. Og så har terrorgruppen mange flere penge til rådighed til at købe køretøjer, mad og udstyr - og er i det hele taget svær at få bugt med.

Ifølge topembedsmanden er der flere indikationer på, at IS netop nu er i gang med en omgruppering i Irak, hvor de har brugt det seneste år på at genfinde sig selv i kalifatets ruiner.

Værste politiske krise i årevis

Irak har de seneste tre måneder været ramt af en af de værste politiske kriser i flere år, og netop den ustabilitet giver næring til Islamisk Stat, mener Lahur Talabany.

Efter adskillige folkelige protester har premierminister Abel Abdul Mahdi officielt trukket sig tilbage, men han bestrider stadig embedet, indtil en ny regering er valgt.

Hvis situationen fortsætter som nu, vil de i 2020 igen have organiseret sig, være mere magtfulde og udføre flere angreb

Sirwan Barzani, majorgeneral i Peshmerga

Derfor har det ikke sat en prop i de voldsomme demonstrationer, hvor flere end 400 demonstranter er dræbt og over 19.000 såret ifølge FN’s særlige udsendinge i landet.

For demonstranterne har endnu ikke fået, hvad de kræver: en komplet politisk udrensning, fortæller universitetsstuderende Mehdi Chassin, der er taget til Bagdad for at demonstrere, til New York Times.

- Vores mål er ikke, at premierminister Abel Abdul Mahdi trækker sig. Det gør ingen forskel, fordi der kommer bare en anden, som vil være på samme måde. Vi vil have dem alle sammen til at trække sig.

Islamisk Stats navle

Ustabiliteten giver plads til, at et nyt slags IS kan udvikle sig, lyder vurderingen fra Lahur Talabany.

Et IS, der vil undgå at blive angrebet ved ikke at have kontrol med ét bestemt område. I stedet bruger de samme taktik, som al-Qaeda gjorde. De går under jorden i de irakiske Hamrin-bjerge.

- Det er IS’ navle lige nu. Det er en lang række bjerge, som er meget svære for Iraks hær at kontrollere. Der er mange gemmesteder og grotter, siger Talabany til BBC.

Og det er ikke kun uroen, der hovedsageligt centrerer sig om Bagdad, som giver ny ilt til terrororganisationen. Det gør splittelsen mellem hovedstaden og den kurdiske regionale regering også.

Ekstra IS-krigere støder til fra Syrien

Kurderne afholdt i 2017 en folkeafstemning om uafhængighed, og det har efterladt et vidtstrakt ingenmandsland i det nordlige Irak mellem kurdernes sikkerhedsstyrker, Peshmerga, og deres irakiske modstykke, ISF. Kun IS patruljerer området, siger Talabany.

Ifølge Peshmergas efterretninger er IS netop blevet forstærket af omkring 100 krigere fra Syrien, der er kommet til området. Heriblandt udlændinge med selvmordsveste, skriver BBC.

- Jeg kan sammenligne 2019 med 2012, da de begyndte at organisere sig, og folk betalte skatter til dem. Hvis situationen fortsætter som nu, vil de i 2020 igen have organiseret sig, være mere magtfulde og udføre flere angreb, siger majorgeneral i Peshmerga Sirwan Barzani, der overvåger ingenmandslandet, til det britiske medie.

Den kurdiske efterretningstjeneste vurderer, at IS i Irak har 10.000 medlemmer inklusiv 4-5000 krigere.

- Én IS-kriger er én for mange

Denne gang er de irakiske og kurdiske styrker dog bedre forberedt, end de var i 2014, da Islamisk Stat fik kontrol over en tredjedel af Irak og indtog landets andenstørste by, Mosul.

Det vurderer den amerikanske brigadegeneral William Seely, der er øverstbefalende for USA's specialstyrke i Irak:

- ISF og Peshmerga er ikke de samme, som da Mosul faldt. Vi har hjulpet dem med deres optræning her. ISF holder foden på speederen for at sikre, at momentummet over for IS forbliver, siger han til BBC.

Ifølge ham har ISF fra oktober til november udført 170 rydningsmissioner og tilintetgjort 1700 komponenter, der bruges til hjemmelavede eksplosiver.

Og ingen kan holde til at opholde sig i forholdene i Hamrin-bjergene særligt længe, mener brigadegeneralen. De seneste seks måneder er den største IS-gruppe, han har set, på 15 krigere.

Men én IS-kriger er én for mange, understreger han.