Fem dømt til døden for drabet på Khashoggi
Liget af Kashoggi er aldrig blevet fundet.
Den offentlige anklager i Saudi-Arabien oplyser, at fem er dømt til døden for drabet på journalisten Jamal Khashoggi, skriver Reuters.
Tre andre personer er sammenlagt idømt 24 års fængsel for deres andel i forbrydelsen.
- Domstolen afsagde dødsdomme mod fem mænd, som direkte tog del i drabet, lyder det i en erklæring fra anklagemyndigheden ifølge AFP. Der er ingen nærmere oplysninger om de fem mænd.
Saudi-Arabiens kronprins, Mohammad bin Salman, som i internationale kredse mistænkes for at være den egentlige bagmand, har ikke været anklaget i sagen.
Erklæret død to uger han forsvandt
Den systemkritiske saudiske journalist Jamal Khashoggi trådte ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul i Tyrkiet i starten af oktober 2018 klokken 13.14. Han skulle hente nogle ægteskabspapirer.
Han kom aldrig ud igen.
I den første tid efter holdt de saudiske myndigheder fast i, at Khashoggi havde forladt konsulatet af en bagdør. Der fandtes dog ingen billeder af, at han på noget tidspunkt forlod det.
Som en del af efterforskningen offentliggjorde tyrkiske myndigheder billeder af 15 mænd, der ankom og forlod lufthavnen i Istanbul, og som de mistænkte for at have noget med Kashoggis forsvinden at gøre.
Efterfølgende ransagede tyrkiske myndigheder konsulatet, men fandt ikke Khashoggi eller hans lig.
Først mere end to uger efter journalistens forsvinden fortalte den saudiarabiske justitsminister, Sheikh Saud al-Mojeb, at Jamal Khashoggi døde i forbindelse med en slåskamp inde på konsulatet.
Efterforskere hos FN har konkluderet, at det til trods for utallige teorier ”ikke kan ændre på Saudi-Arabiens ansvar”.
Lig aldrig fundet
Styret i Saudi-Arabien har pure afvist, at Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, beordrede drabet på journalisten. Hans tidligere nærmeste rådgiver Saud al-Qahtani har indgået i efterforskningen, men der blev ikke rejst sigtelse mod ham.
I et interview med programmet ’60-minutes’ på CBS i 2019 fortalte kronprinsen dog, at han som leder af Saudi-Arabien tager sin del af skylden, selvom han fortsat afviste at have givet ordren.
Liget af Jamal Khashoggi er aldrig blevet fundet. Ifølge tyrkiske myndigheder blev Khashoggis lig parteret og siden bortskaffet.
Ifølge efterforskerne var det saudiarabiske konsulat blevet rengjort og malet, da de fik adgang til det.
Khashoggi skrev for blandt andet den amerikanske avis Washington Post og har flere gange kritiseret det saudiarabiske styre. I 2017 flygtede han fra Saudi-Arabien til USA og levede frem til sin forsvinden i eksil i USA.