Udland

Australsk leder efter skovbrande: Øget kamp for klimaet vil være uforsvarligt

Den australske premierminister har længe støttet kulindustrien og frygter, at nye initiativer på klimaområdet vil koste job.

Australiens premierminister, Scott Morrison, kalder det "uforsvarligt" at gøre mere for at bekæmpe klimaforandringer set i lyset af landets mange skovbrande.

Det sker i en artikel, som er offentliggjort mandag i avisen Daily Telegraph.

- Vi vil ikke omfavne uforsvarlige mål og opgive traditionelle industrier, som vil koste australske job, alt imens de ikke har nogen afgørende indflydelse på det globale klima, skriver han i avisen.

Scott Morrison er blevet voldsomt kritiseret for sin reaktion - eller mangel på samme - på de mange bushbrande, der lige nu hærger store dele af Australien.

En kombination af hedebølge og stærke vinder har været med til at forværre situationen. Det er især delstaterne Victoria, New South Wales og Queensland, der har været ramt. Lørdag blev byen Balmoral i New South Wales stort set udslettet af flammerne. Byen ligger omkring 80 kilometer sydvest for millionbyen Sydney, hvor man i ugevis har kæmpet med røgen fra de mange naturbrande i området.

Gretha Thunberg retter skarp kritik

Kritikken mod Scott Morrison kommer blandt andre fra hans vicepremierminister og koalitionspartner Michael McCormack, der har opfordret ham til at gøre mere for at bekæmpe klimaforandringerne.

Men i et interview på Channel 9 mandag morgen afviste Scott Morrison og sagde, at opfordringen om at gøre mere for klimaet er "politisk motiveret".

Også den svenske klimaktivist Gretha Thunberg har blandet sig i debatten og retweetet en video fra 9 News af brandene:

- Ikke engang katastrofer som denne fører til politisk handling. Hvordan er det muligt? Fordi vi stadig ikke formår at se sammenhængen mellem klimakriser og ekstreme vejrfænomener og naturkatastrofer som de australske skovbrande. Det bliver nødt til at ændre sig. Nu, skriver hun på Twitter.

Har længe støttet kulindustrien

I Daily Telegraph indrømmer Scott Morrison, at der er behov for "reel handling mod klimaforandringer" på tværs af alle niveauer.

Men samtidig siger han, at "det er simpelthen falsk", når det bliver antydet, at det ville have forhindret de igangværende brande, der raser over hele landet, hvis Australien havde opjusteret sine klimamål.

Den australske premierminister har længe støttet kulindustrien. Tre fjerdedele af Australiens kulproduktion bliver eksporteret og har en værdi af omkring 67 milliarder australske dollar - godt 311 milliarder kroner - årligt.

Heste i flammerne ved Blue Mountains nær Sydney.

Og selv om udledningen af drivhusgasser er stigende i Australien, så argumenterer regeringen for, at den fortsat kan opfylde sine forpligtelser i henhold til Parisaftalen.

Det kan ifølge regeringen ske ved at bruge kulstofkreditter fra tidligere nedskæringer opnået under den såkaldte Kyoto-protokol fra 1997.

Ifølge klimaaftalen fra Kyoto kan de enkelte lande i deres klimaregnskab eksempelvis fratrække den mængde kulstof, der bindes i skove, moser og andre landskabstyper.

I flere australske delstater kæmper tusindvis af brandfolk i øjeblikket mod flere end 200 aktive brande. Indtil videre er ti personer omkommet i flammerne, der har ødelagt flere end 700 huse og afbrændt millioner hektar land siden september.