Udland

11 er døde og hundredvis forgiftet af vin i Filippinerne

Flere end 300 er blevet indlagt på hospitalet med forgiftning, efter at de har drukket den samme type kokosvin.

11 personer er omkommet i Filippinerne, efter at have drukket en type kokosvin.

Det oplyser de lokale myndigheder mandag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Myndighederne frygter, at vinen har indeholdt en giftig koncentration af metanol. Blodprøver skal nu vise, om det er tilfældet.

Flere end 300 er blevet indlagt på hospitalet med forgiftning, efter at de har drukket den samme type vin, lambanog, en populær drik i højtiden.

Forgiftningen er fundet sted i provinserne Laguna og Quezon, som ligger syd for hovedstaden Manila.

- Vi har bedt mange af vores læger, der var på juleferie, om at komme tilbage på arbejde for at tage sig af patienterne, siger Jose Jonas Del Rosario, der er talsmand for hospitalet i Manila. Det skriver AFP.

Han fortæller, at behovet for at behandle det store antal mennesker, der kom ind på hospitalet med symptomer på forgiftning, har medført, at andre patienter er blevet afvist.

Ureguleret produktion og salg af kokosvinen er et velkendt problem i Filippinerne, da det ofte bliver lavet på farlige kemikalier.

Landets fødevarestyrelse har tidligere advaret om at brygge vinen på egen hånd. For bare et år siden døde 21 personer af den samme slags forgiftning.