Udland

Skotsk leder vil gå langt for at stemme om løsrivelse

Med udsigt til Brexit kæmper den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, for løsrivelse fra resten af Storbritannien. Neil Hanna / Ritzau Scanpix

Skotland vil overveje alle muligheder, hvis regeringen blokerer Skotlands ønske om at stemme om løsrivelse.

Skotland er klar til igen at stemme om løsrivelse fra Storbritannien.

Sådan lyder det klare budskab torsdag fra den skotske leder Nicola Sturgeon fra Det Skotske Nationalparti (SNP).

Hun tilføjer, at hun vil "overveje alle muligheder", hvis premierminister Boris Johnson og den britiske regering forsøger at blokere hendes ønske.

- Jeg får ofte stillet spørgsmålet: "Hvad vil du gøre, hvis Boris Johnson siger nej?". Som jeg har sagt før, så vil jeg overveje alle rimelige muligheder for at sikre Skotlands ret til selvbestemmelse.

Sturgeon vil senere torsdag sende et brev til Boris Johnson med krav om, at det britiske parlament overlader bemyndigelsen til Skotland om at afholde en ny folkeafstemning om uafhængighed.

Hun tilføjer, at hun i processen vil agere besindigt og retfærdigt over for parlamentet.

Sagde nej i 2014

Sturgeon og SNP fik et godt valg, da briterne for en uge siden var i stemmeboksen. Her sikrede partiet sig 47 ud af de 59 pladser til parlamentet, som der kæmpes om i Skotland.

Umiddelbart efter varslede Sturgeon en afstemning om løsrivelse.

Skotterne sagde senest nej til at blive løsrevet fra Storbritannien i 2014. 55 procent sagde nej, mens 45 procent sagde ja.

Siden da har Storbritannien dog stemt for at forlade EU.

Det er en beslutning, som et flertal af skotterne er uenige i og derfor har løsrivelsesbevægelsen igen fået vind i sejlene.