Udland

’Slagteren fra Hama’ for retten i Frankrig

Rifaat al-Assad er tidligere blevet retsforfulgt for en massakre på op mod 40.000 mennesker. Nu er han anklaget for ejendomssvindel.

Den syriske præsident Bashar al-Assads onkel, Rifaat al-Assad, retsforfølges i disse dage i Frankrig.

Rigmanden, som har fået øgenavnet ’Slagteren fra Hama’ efter en massakre i begyndelsen af 1980'erne, anklages for at stjæle cirka 670 millioner kroner fra den syriske statskasse.

Det skriver Reuters.

Pengene skal Rifaat al-Assad ifølge anklagerne have brugt på ekstravagante ejendomme i Frankrig – blandt andet et slot, et stutteri, et byhus i Paris på mere end 3000 kvadratmeter og store kontorarealer i Lyon.

Derfor har blandt andre organisationen Sherpa, der kæmper mod korruption, trukket ham i retten i Paris.

- Det er vigtigt at afsløre, hvor Rifaat al-Assads formue kommer fra, fordi vi tror, den er opbygget på den syriske civilbefolknings bekostning, siger præsident i Sherpa, Franceline Lepany, til AP.

Selv benægter Rifaat al-Assad alle anklager, men kan på grund af dårligt helbred og indre blødninger ikke møde op i retten. Det siger hans søn, Siwar al-Assad, til AFP.

I 2000 annoncerede Rifaat al-Assad (tv.) at han anser sig selv som den retmæssige efterfølger til sin storebror Hafez al-Assad (th.) Her ses de to sammen i 1984 i Damascus, Syrien.

"Slagteren fra Hama"

82-årige Rifaat al-Assad er bror til den frygtede tidligere leder af Syrien, Hafez al-Assad, og dermed onkel til den nuværende præsident, Bashar al-Assad.

Han spillede en central rolle i det kup, der hjalp hans bror til magten i 1970, og kommanderede i tiden efter en privat elitehær på 55.000 mand med ansvaret for præsidentens og statens sikkerhed.

I 1982 fik Rifaat al-Assad det blodige øgenavn ’Slagteren fra Hama,’ da hans hær omringede og knuste et oprør i det centrale Syrien i en massakre, som kostede mellem 10.000 og 40.000 oprørere og civile livet.

For at komme oprøret i Hama til livs, omringede Rifaat al-Assads styrker byen, og bombarderede den i 27 dage. Mellem 10.000 og 40.000 blev dræbt, og store dele af byen ødelagt.

Selvom ’Slagteren fra Hama’ blev retsforfulgt for flere krigsforbrydelser i Schweiz, er han aldrig blevet dømt ansvarlig.

Fra kupforsøg til jetsetliv

På trods af at Rifaat al-Assad i årevis sørgede for sin brors sikkerhed, var hans loyalitet skrøbelig.

Da præsidenten blev syg, mobiliserede Rifaat al-Assad et ambitiøst militærkup for selv at tage magten. Men da præsidenten hurtigt fik det bedre, slog kuppet fejl.

Ritaaf al-Assad i 1884 - samme år som hans forsøg på at tage magten i Syrien.

Alligevel sluttede Assad-brødrene fred, og ’Slagteren fra Hama’ blev tildelt en symbolsk post som vicepræsident med ansvar for sikkerhedsspørgsmål og rejste i eksil i Europa.

Her slog den tidligere hærfører sig ned i Frankrig og Storbritannien sammen med sine fire koner og 16 børn, og han brugte enorme summer på en ekstravagant livsstil og luksuriøse ejendomme.

Men ifølge den franske anklagemyndighed brugte Rifaat al-Assad sin tidligere position som vicepræsident til illegalt at finansiere købene gennem den syriske statskasse.

I dag er 'Slagteren fra Hama' 82 år gammel, og skifter mellem af bo i Frankrig og Storbritannien.

500 ejendomme til 5,2 milliarder kroner

Efterforskningen i den franske sag mod Rifaat al-Assad startede allerede i 2014, efter flere antikorruptions-organisationer anklagede ham for svindel.

Men først 9. december i år mundede den ud i retssagen, hvor den franske anklager kræver, at Rifaat al-Assad idømmes fire års fængsel og en bøde på knap 75 millioner kroner.

Det er ikke første gang, at præsident Bashar al-Assads berygtede onkel bliver retsforfulgt for ejendomssvindel.

Allerede i 2017 beslaglagde den spanske stat hans mere end 500 ejendomme i landet til en samlet værdi af 5,2 milliarder kroner i en sag om hvidvask af penge.

I kølvandet på den franske efterforskning af Rifaat al-Assad beslaglagde også spanske myndigheder værdier for knap 750 millioner kroner tilhørende 'Slagteren fra Hama' - heriblandt 500 huse.

Men ligesom de schweiziske anklager om krigsforbrydelser benægter Rifaat al-Assad alt.

Selv påstår han ifølge The Guardian, at han intet kendte til, at hans spanske ejendomme blev brugt til hvidvask, mens de 750 millioner kroner til franske ejendomskøb var en gave fra den saudiarabiske kongefamilie, siger han.