Sager om seksuelle overgreb skal stadig behandles med "sikkerhed, integritet og i fortrolighed", men for fremtiden ikke i en sådan grad, at det forhindrer landes myndigheder i at lade retfærdigheden ske fyldest. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Pave Frans har også besluttet at ændre definitionen på børnepornografi, så grænsen for børn, der optræder i forbindelse med pornografisk indhold, hæves fra 14 til 18 år.
Sexsager blev behandlet fortroligt
Det var pave Frans' forgænger, pave Benedikt XVI, der besluttede, at sager om seksuelt misbrug skulle behandles strengt fortroligt, skriver Reuters.
Han var i 2001 kardinal og leder af Vatikanets særlige kontor for misbrugssager. Han mente, at fortrolighed var nødvendigt for at beskytte både ofre og de tiltalte.
Vatikanet er blevet kritiseret for at have dækket over sexovergreb i kirken mod børn og unge.
Den katolske kirke er de senere år blevet alvorligt rystet af de flere tusinde rapporter om seksuelle overgreb begået af gejstlige. Det er også blevet afsløret, at kardinaler og biskopper har haft kendskab til meget alvorlige forbrydelser uden at reagere.
De er blevet afsløret i stort omfang i lande som USA, Irland, Tyskland, Frankrig, Chile og Australien.
Særligt tre medlemmer af den katolske kirke stikker ud i kraft af deres høje status i kirken:
Højtstående katolske præster misbrugte børn
Theodore McCarrick, USA
Theodore McCarrick. Foto: Thomas Coex / Ritzau Scanpix
Ærkebiskoppen og kardinalen blev smidt ud af kirken i februar 2019 på grund af beskyldninger om flere tilfælde af seksuelt misbrug af mindreårige og yngre præster.
McCarrick er den højest placerede i kirken, der nogensinde er blevet frataget sit præsteskab og smidt ud.
Anklagerne mod McCarrick var blevet undersøgt af kirken med hjælp fra blandt andre eksterne efterforskere.
De fandt blandt andet beskyldninger om, at McCarrick i 70'erne havde udsat en teenager for seksuelle overgreb "troværdige og underbyggede". Dengang arbejdede han som præst i New York.
Flere mænd har siden hævdet, at McCarrick tvang dem til sex i et sommerhus i New Jersey, mens de læste til præst.
Det er også kommet frem, at der mindst to gange er indgået økonomiske forlig i sager, hvor McCarrick var beskyldt for seksuelle overgreb mod voksne.
McCarrick er aldrig tiltalt eller dømt ved en domstol. Han nægter sig skyldig i alle anklager.
George Pell, Australien
George Pell. Foto: Mark Dadswell / Ritzau Scanpix
Den 77-årige australier er kardinal og kendt som Vatikanets "finansminister". Den titel gør ham til den tredjemest magtfulde i Vatikanet.
Pell er tiltalt for seksuelle overgreb, men retssagen i hans hjemland har kørt for lukkede døre, så få detaljer er kommet ud i offentligheden.
Ifølge flere medier - herunder Washington Post - blev Pell i december 2018 kendt skyldig i seksuelle overgreb. Ifølge det amerikanske medie Daily Beast var Pell anklaget for at have misbrugt to kordrenge i 90'erne.
Pell har nægtet sig skyldig i alle anklager.
Som ansvarlig for økonomien i Vatikanet sad Pell indtil oktober 2018 i kardinalrådet. Rådet består af ni kardinaler, der rådgiver paven.
Pell blev i oktober 2018 fjernet fra rådet.
Marcial Maciel, Mexico
Marcial Maciel og pave Johannes Paul II. Foto: Tony Gentile / Scanpix Denmark
Højt respekteret og tæt knyttet til Pave Johannes Paul II var Marcial Maciel også en mand, der misbrugte mindreårige over adskillige år.
Maciel fik mindst ét barn og havde angiveligt flere forskellige elskerinder. To mænd, der hævder at være sønner af Maciel, siger, at de blev seksuelt misbrugt af deres far.
Maciel stiftede i 1941 den katolske orden Kristi Legionærer, der har mange hundrede præster og er til stede i adskillige lande.
Kirken har ikke reageret mod Maciel, til trods for at Vatikanet modtog flere anmeldelser fra børn og unge, der hævdede at være blevet seksuelt misbrugt.
Da pave Johannes Paul II døde, og Benedikt XVI overtog, iværksatte Benedikt en undersøgelse. Den fandt anklagerne om misbrug sande, og Maciel blev fjernet fra posten og begrænset af paven til et liv med bønner og anger. Maciel døde 30. januar 2008.