Udland

Boeing stopper produktion af 737 MAX-fly: - Et slag mod den kollektive psyke

Siden marts har Boeings 737 MAX-fly ikke måttet flyve. Boeing indstiller produktionen af flyene midlertidigt.

Flyproducenten Boeing indstiller i januar midlertidigt produktionen af fly af typen 737 MAX.

Det oplyser Boeing i en pressemeddelelse.

Boeings 737 MAX-fly har siden marts været underlagt flyveforbud i hele verden.

Forbuddet fulgte efter to styrt i henholdsvis Indonesien og Etiopien. De skete inden for fem måneder og kostede i alt 346 mennesker livet.

Der er ikke udsigt til, at flyveforbuddet ophæves foreløbigt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Producerer 42 fly af typen hver måned

I midten af november lød det ellers fra Boeing, at 737 MAX-flyene kunne være på vingerne igen i januar.

Beslutningen om at indstille produktionen er blevet truffet af Boeings bestyrelse efter et to dage langt møde i den amerikanske storby Chicago.

Siden flyveforbuddet mod Boeings 737 MAX-fly blev udstedt i foråret, har virksomheden hver måned produceret i gennemsnit 42 fly af typen.

Som begrundelse for at indstille produktionen af 737 MAX-fly skriver Boeing blandt andet, at der er uvished om, hvornår flyene får tilladelse til igen at flyve.

Kan påvirke hele den amerikanske økonomi

Nyheden får eksperter til at frygte vidtrækkende konsekvenser, fordi beslutningen om at indstille produktionen ikke blot kan betyde, at medarbejderstaben bliver skåret ned hos Boeing, men også at adskillige leverandører til 737 MAX-fly står uden ordrer.

I værste fald kan Boeings beslutning mærkes i hele den amerikanske økonomi, skriver New York Times.

- Det er et slag mod den kollektive psyke. Men den amerikanske økonomi klarer sig godt, beskæftigelsen er stærk og aktiemarkedet nærmer sig rekord. Hvis der skulle være noget tidspunkt, hvor økonomien kunne klare sådan noget, ville det være nu, siger chefanalytiker i Moody's Analytics, Mark Zandi, til New York Times.

Omfanget af konsekvenserne afhænger dog af, hvornår produktionen af 737 MAX går i gang igen, hvilket Boeing endnu ikke har annonceret.

I forvejen er Boeings aktie faldet 25 procent siden marts. Og det hjalp ikke, da Boeing annoncerede, at man ventede at skulle betale mindst otte milliarder dollars (53,5 millarder kroner red.) i omkostninger i relation til 737 MAX-krisen. Et milliardbeløb, som ventes at stige yderligere.