Udland

Hitler kaldte ham 'manden med jernhjertet' - nu er hans grav blevet skændet

Reinhard Heydrichs grav i Berlin er blevet skændet af ukendte gerningsmænd. Scanpix Denmark

Topnazisten Reinhard Heydrich blev i 1942 dræbt i en limousine, der siden endte i Danmark.

Ukendte gerningsmænd har åbnet topnazisten Reinhard Heydrichs grav.

Det var en ansat på kirkegården i det centrale Berlin, der torsdag morgen opdagede, at nogen havde gravet sig ned til Heydrichs jordiske rester.

Det skriver BBC.

Ingen knogler er blevet fjernet fra graven, oplyser politiet, der arbejder på højtryk for at finde de skyldige, der står til at blive tiltalt for gravskænderi.

Gravplads burde være ukendt

De allierede styrker krævede ved Anden Verdenskrigs afslutning, at nazisterne skulle begraves i umærkede grave, så eventuelle nazisympatisører ikke havde mulighed for at hylde deres helte.

Politiet arbejder derfor ud fra en teori om, at gerningsmændene må have haft insiderviden om beliggenheden af Heydrichs grav.

Reinhard Heydrich var en af hjernerne bag holocaust.

En lignende episode fandt sted på en kirkegård i Berlin i 2000, da en gruppe aktivister fra venstrefløjen åbnede, hvad de mente var, nazisten Horst Wessels grav.

Gruppen påstod, at de havde smidt Wessels kranie i floden Spree. Det afviste politiet, der sagde, at ingen knogler var fjernet fra graven.

Manden med jernhjertet

Reinhard Heydrich var en af hjernerne bag Nazitysklands udryddelse af jøder. Han arrangerede blandt andet Wannsee-konferencen i Berlin i januar 1942, hvor Hitlers plan for holocaust - "den endelige løsning på det europæiske jødespørgsmål" - så dagens lys.

Reinhard Heydrich, der gik under tilnavnet 'Slagteren', var chef for nazisternes sikkerhedstjeneste under SS-lederen Heinrich Himmler. Hitler selv kaldte Heydrich for 'manden med jernhjertet'.

Reinhard Heydrich blev dræbt i 1942, da tjekkoslovakiske agenter kastede en håndgranat ind i hans limousine.

Som gengæld for drabet angreb nazisterne den tjekkoslovakiske landsby Lidice – alle byens mænd og teenagedrenge blev dræbt, mens kvinder og børn blev sendt til tyske koncentrationslejre.

Danske Lauritz Lauritzen fra Klejtrup ved Hobro købte i 1980 den Mercedes-Benz-limousine, som Reinhard Heydrich blev dræbt i. Han brugte 11 år på at restaurere, inden han i 2016 satte den til salg på en auktion.