Fem ton plastik er ved hjælp af ny teknologi samlet op i Stillehavet
Hvis projektet bliver bredt ud til et større omfang, håber folkene bag at kunne fjerne 50 procent af alt plastik i verdenshavene på omkring fem år.
Da Mærsk-skibet lagde til kaj ved havnen i canadiske Vancouver, var det med en mildt sagt begejstret dansk besætning.
Med sig havde de 60 store sække fyldt med alt fra tandbørster og bildæk til fiskenet. I alt cirka fem ton plastikaffald, der nu blev bragt i land efter at være blevet opsamlet i Stillehavet over det seneste års tid.
- Vi føler virkelig, at vi har været med til at gøre en forskel. Hele besætningen har været engageret fra dag ét, fordi vi ikke plejer at være på den slags missioner. Det er ret fedt at være en del af, fortæller andenstyrmand Kenny Kastrup til TV 2.
Plastikken er blevet indsamlet som led i et større initiativ, der er organiseret af Mærsk og nonprofit-organisationen The Ocean Cleanup.
Ved hjælp af en ny teknologi har de bevist, at hvor der er vilje, er der nu en vej til at rydde op i verdenshavene.
Teknologien består af en 600 meter lang 'plastikstøvsuger', som skibet har trukket bag sig.
Plastikindfangeren fungerer som en kunstig kystlinje. Den er formet som et stort 'U' og består af et rør med net under, som kan indfange plastikaffald på havets over- og underflade. Fisk kan uden problemer slippe igennem.
Systemet kan indfange alt fra store stykker af plastik og helt ned til mindre stykker på en centimeter i størrelsen.
To skridt frem og et tilbage
Men det har ikke ligefrem været let at gøre forsøget på at rydde op i verdenshavene.
Da Mærsk-skibet i september 2018 sejlede ud med plastikindfangeren, gik der ikke længe før den knækkede.
- Det var en deprimerende dag for os alle, men så gik vi straks i gang med at brainstorme på, hvad der var årsagen, og hvad man kunne gøre for at gøre det bedre næste gang. Så det blev hurtigt vendt til noget positivt – en erfaring, vi kunne bruge, fremfor et nederlag, fortæller andenstyrmand Kenny Kastrup.
Bøjens design blev justeret og samlet igen, men hurtigt opstod et nyt problem, da bøjen ikke kunne holde på plastikken. Hver gang et stykke plastik flød ind i bøjens fangarm, gik der ikke længe, før det endte med at flyde tilbage ud i havet.
Efter en del besvær kunne besætningen fra Mærsk-skibet langt om længe i oktober i år meddele, at problemet var løst. Efter endnu en justering fastholdt bøjen store dele af den plastik, som den indfangede.
Næste ekspedition bliver i 2020
Med de første sække af plastik bragt i land, markeres afslutningen på den første ekspedition – et forsøg på at bevise, at plastikfangesystemet rent faktisk fungerer.
Nu skal de næste måneder bruges på at justere teknologien igen, så det kan fungere optimalt uden problemer.
Når det nye system skal testes engang i 2020, håber opfinderne bag, at det på sigt kan bredes ud i et noget større omfang, så der vil eksistere flere falske kystlinjer ude på verdenshavene til at indfange plastik.
Lykkes det, regner man med, at man vil kunne fjerne 50 procent af alt plastik i verdenshavene på omkring fem år.
- Nu har vi fået det, vi gik efter. En masse sække fyldt med plastik. Vi har vist, det virker, så nu er det bare med at komme i gang, fortæller kaptajnen på Mærsk-skibet, Jon Simonsen.
Mærsk har bæredygtighed på dagsordenen
Shippingbranchen er en af de mest forurenende i verden, og den forurening er Mærsk en del af.
Det danske rederi er gentagne gange blevet kritiseret for alvorlig miljøforurening.
Senest i oktober i år blev der rettet en ny kritik af Mærsk, da flere store shippingvirksomheder meddelte, at de ikke længere ville sejle gennem Arktis på grund af det skrøbelige miljø, hvor isen smelter langt hurtigere end forventet. Mærsk tilsluttede sig ikke denne beslutning og har fortsat skibsfart via Arktis.
Alligevel har Mærsk de seneste år skruet op for deres engagement i projekter, der har bæredygtighed på dagsordenen.
CO2-neutrale skibe og oprydning af plastik i verdenshavene er nogle af de første projekter på tegnebrættet.
- Vi har alle set billederne af plastik, der flyder i verdenshavene, og vores søfolk ser det hver dag. I samarbejdet med The Ocean Cleanup kan vi bruge vores maritime kompetencer til at adressere et af de store miljøproblemer. Vi har de sidste 15 måneder støttet projektet og er glade for, at der nu er udviklet et system, som af sig selv opsamler plastik, fortæller Mette Refshauge, Head of Communication i Mærsk.